fredag, april 19, 2024

Vi får værdi for pengene med Klima Rebild

KlimaRebild_logoDen tredje klimakampagne står for døren og kommunen bakker igen op. Temaet for årets klimakampagne er: Hvad kan du selv gøre for at mindske udledningen af CO2?
Der er afsat 100.000 kommunale kroner til årets klimauger.
– Det er en kendsgerning, at vi – for vores børnebørns skyld – alle sammen bliver nødt til at indrette os mere klimavenligt. Derfor er det godt, at årets klimauger har særligt fokus på, hvad vi selv kan gøre. Den kommunale støtte får mangedoblet sin værdi, fordi klimaugerne formår at involvere en hel masse frivillige, som lægger et stort arbejde i at udbrede viden og handlemuligheder, siger borgmester Leon Sebbelin.
Han glæder sig også over det bredt sammensatte program:
– Overordnet er der tale om et bredt program. Det spænder fra højprofilerede arrangementer som åbningen lørdag den 5. marts af udstillingen KLIMAKUNST på Rebildcentret, og seminaret samme sted den følgende lørdag, hvor DRs Jesper Theilgaard stiller skarpt på klimaændringer. Og til ”klima på hverdagsmåden”, hvor en masse mennesker bliver inddraget på forskellig vis. For eksempel er der jo fuld spot på de unge. Seks af kommunens skoler dyster med hinanden, ungdomsskolen og Rebild Efterskole om at lave den bedste klimamad. Og der er særlige klimaaktiviteter på et par af folkeskolerne, på produktionsskolen og i ungdomsskoleregi. Det synes jeg er imponerende.

Projekt med muligheder for landbruget
Borgmesteren fortsætter:
– Ud over et program, der favner bredt, er jeg optaget af, at sidste års erhvervskonference har inspireret til, at lokale landmænd, forskningsinstitutioner og Rebild Erhvervsudviklingsråd i øjeblikket drøfter et projekt om dyrkning af afgrøder på lavbundsjorde. Sådan et projekt kan både udvikle nye, bæredygtige forretningsmodeller for landbruget og samtidig bidrage til at forbedre landmændenes økonomi.
Plastikbjerget – hvor meget plast smider vi ud?
Kommunens affaldskontor står for en ganske særlig event. Fredag i uge 10 stiller medarbejderne op foran SuperBrugsen i Støvring med et bjerg af plast. Bjerget svarer til den mængde, en husstand smider ud på ét år. Affaldsmedarbejderne laver en gættekonkurrence, der går på, hvor meget plast, der er i bjerget. De vil også gerne høre forbipasserende om, hvad de mener om affaldssortering. For parallelt med eventen gennemfører de en meningsmåling om affaldssortering. Borgernes meninger skal bruges, når der snart skal laves en ny affaldspolitik. Interesserede kan også gå ind på kommunens hjemmeside og besvare 12 spørgsmål om affaldssortering.
En del af eventen er en konkurrence for børnene, hvor de kan vinde en præmie ved at kaste med affald.
Rebild Kommune er også involveret på flere andre måder. Naturvejleder Søren Risborg inviterer til stjernekiggeri og snak om jordens skrøbelighed seks aftener i uge 10. Skørping Bibliotek arrangerer foredrag med direktør i foreningen FødevareBanken under overskriften: Fra madspild til måltid. Og i en af ugerne serverer rådhuskantinerne en særlig klimaret

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler