onsdag, april 24, 2024

Jeppe Ugilt indstillet som borgmesterkandidat

Jeppe Ugilt behersker mange discipliner. Det gælder på det private erhvervsmæssige område. Det gælder i hans nuværende virke i Rebild Kommune. Det gælder, når han sætter sig bag rorpinden i et fly. Og fra 1. januar 2022 har han ambitioner om at sætte sig bag roret i Rebild Kommune.

Venstres Kommuneforening i Rebild har besluttet at indstille den nuværende gruppeformand Jeppe Ugilt som borgmesterkandidat.

Jeppe Ugilt var partiets største stemmesluger ved det seneste kommunalvalg, til at blive partiets borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg.
”Jeppe har brugt lang tid på at overveje, om han kunne få tingene til at nå sammen i forhold til egne virksomheder kombineret med at være borgmesterkandidat og senere hen forhåbentlig borgmester. Derfor har han heller ikke bare sagt ja ved første forespørgsel,” udtaler formand for Venstres kommuneforening i Rebild, Gert Sørensen, og fortsætter:
”Vi var derfor meget glade, da Jeppe i begyndelsen af det nye år meddelte os, at han efter grundige overvejelser nu stillede sig til rådighed som borgmesterkandidat. Efterfølgende har vi haft en række forskellige forberedende møder, og i Kommuneforeningen er vi ikke i tvivl om, at vi nu står med en rigtig stærk kandidat til opstillingsmødet til april.”
Selv siger Jeppe Ugilt om sit kandidatur: ”Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft store overvejelser inden denne beslutning, og jeg har derfor også haft mange samtaler med relevante personer både privat og politisk. Jeg er kommet til at brænde rigtig meget for det lokalpolitiske, men samtidig har jeg en spændende og alsidig virksomhed, som jeg også er motiveret for at udvikle yderligere. Allervigtigst er min familie, og derfor har det også været af afgørende betydning, at jeg har deres opbakning til den plan, der muliggør begge dele.
Jeg er glad for, at jeg nu har truffet en beslutning, og jeg kan mærke, at det er den rigtige. Nu håber jeg, at Venstres medlemmer i Rebild Kommune vil bakke mig op på opstillingsmødet i april – det er første mål. Næste mål er så, sammen med vores stærke byrådsgruppe og hele organisationen bag, at få skabt et godt valgresultatet, så vi kan komme for bordenden fra 1. januar 2022. Og det ultimative mål er så, at vi med borgmesterposten i hånden, en stærk Venstregruppe og et godt samarbejdende byråd, kan gøre en afgørende positiv forskel for Rebild Kommune.” udtaler Jeppe Ugilt. Det er en kendt sag, at Jeppe Ugilt har arbejdet hårdt for, at der skal ske udvikling i hele kommunen og ikke blot i Støvring. I Nørager har Jeppe specielt markeret sig ved sit personlige økonomiske engagement i etableringen af sundhedshuset, ligesom han har været en central person i den gruppe, som har skabt grundlaget for det kommende friplejehjem, der vil stå færdig i løbet af indeværende år.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler