Af Thomas Bach Jacobsen, byrådskandidat Rebild kommune, Socialdemokratiet
Har vi plads til mere skov i vores kommune? Ja, det tænker jeg bestemt, at vi har. Lige nu er ca. 19 % af vores kommune dækket af skov. Vores nationale ambition sigter mod 20- 25 % i gennemsnit for hele landet. Jeg synes absolut, at vi skal stile mod minimum 30 % skov i Rebild Kommune.
Der er netop flere sammenfaldende interesser i at støtte op om mere skov, også i Rebild Kommune. Som det første punkt og det mest vigtige, så binder ny skov masser af CO2. Staten har allerede udtaget store arealer til urørt skov, så lad os fokusere på produktionsskove for nuværende i vores kommune. Det er der flere grunde til. Produktionsskovene binder mest C02 og forholdsvist permanent. Derudover importerer vi træ fra andre lande. Den import kan vi nedbringe ved at øge skovene i Rebild Kommune. Og endelig er der både en fornuftig økonomi og strategi i at øge produktionsskovene. For eksempel har Dansk Skovforening sendt et brev til miljøminister Lea Vermelin, hvori i de blandt andet udtrykker en ”bekymring for om en konkurrencedygtig træindustri kan fastholdes og udvikles, når råtræforsyningen falder fordi højproduktive skovarealer lægges urørt uden at der samtidig er nye arealer til at tage over”. Produktionsskove har bestemt også et højt naturindhold til gavn for mange arter. Det er altså ikke enten –eller, men både og.
Alle jordbesiddere fra 0,5 hektar og opefter har mulighed for at søge støtte til rejsning af skov. Så lad os komme i gang med at plante noget mere produktionsskov, men også gerne urørt skov, det er jeg bestemt ikke i mod. Rebild Kommune bør aktivt kontakte og formidle mulighederne for at beplante sit areal med skov. Lad os sammen finde lokale, nationale og europæiske midler til at komme i gang. Det er kun ved fælles hjælp, at vi når i mål med mere skov og bidrager til mere CO2-binding.
Som det er nu, er det stadig lodsejeren selv, der skal indhente diverse tilladelser fra kommune og stat. Det giver sådan set god mening i en almindelig dagligdag. Men da vi er ekstremt presset på tid, så lad kommune være opsøgende og foreligge lodsejerne mulighederne for skovrejsning, hjælpe dem med papirarbejdet og dermed lette sagsgangen for hurtigere at få noget mere skov plantet. Tid er klima.
Af mere konkrete forslag vil jeg gerne nævne muligheden for at lade opgivet eller afdrevne plantager med juletræer blive stående. Mange plantager opgives disse år på grund af dårlig økonomi i juletræsbranchen. Lodsejere kan eventuelt spæde disse plantager op med løvtræer og så modtage hektarstøtte på lige fod med andre skovarealer. Ellers bliver plantagerne knust og omlagt til landbrug igen. Et andet eksempel kunne være en jordbesidder, der har et lille stykke jord, hvor det er svært at drive noget på af forskellige årsager. Plant dem endelig til med træer. Man behøver på ingen måde at søge om tilladelse til at sætte skov, med mindre dine arealer er lyst med særlige servitutter om beskyttelse.
Det tager kun 12-15 år at opdrive en skov bestående af nåletræer, hvori blandt der også kan være løvtræer. En skov af bare rene løvtræer tager nogle flere år, men også overskueligt. Og alt sammen binder C02 fra første dag i jorden. Kom nu, venner, flere midler og hænder til mere skov. Lad os som kommune blive kendt som skovkommunen, der omsatte tanker til virkelighed, bidrog til træmassen i Danmark og dermed til den samlede nedbringelse af C02 udledning i verden.