NØRAGER: Ganske fortjent var teltdugen ved at ryge af Nøragers byfesttelt torsdag aften, da Årets Borger 2025 modtog sit stående bifald fra de glade mennesker i det fyldte telt. Modtageren af den flotte titel var Tina Sund, der ikke mindst for sit langvarige og utrættelige arbejde i den lokale håndboldklub, Sortebakken HK, fik denne højlydte påskønnelse for sin indsats.
Det var sidste års prismodtagere, Mette Alexandersen og Mikael Brink Knudsen, der havde æren af at overrække prisen til Tina Sund.
Mette Alexandersen kunne i sin tale til den overraskede prismodtager fortælle, at Tina for mange år siden var startet som træner for de mindste håndboldspillere. Denne trænergerning havde imidlertid givet blod på tanden, og Tina Sund havde derefter gennem en lang årrække været med i håndboldklubbens ungdomsudvalg og været en af de drivende kræfter i dette arbejde, hvilket bl.a. betød, at SHK i 2011-2012 blev udnævnt til årets børnehåndboldklub i kreds 2. Tina Sund var også gennem 14 år med i Sortebakkehallens bestyrelse, hvor hun deltog i alle møder med kommunen og holdt styr på alle aftaler og fulgte op på de planlagte opgaver. Som halbestyrer Jan Myrup udtrykte det: Hun er et kæmpe ordensmenneske, der sørgede for at alt blev skrevet ned og dokumenteret.
Som sagt, så ville bifaldet ingen ende tage, da den noget benovede Tina Sund skulle op og modtage sin pris, og ingen i teltet kunne være i tvivl om, at det var en særdeles velfortjent erkendelse til den flittige ildsjæl.
Som synligt bevis for at man har modtaget prisen, får man en stråhat med et blå silkebånd med påskriften Årets Borger, samt årstallet. Flokken af prismodtagere kaldes derfor naturligt nok for De Blå Hatte, og lige netop denne aften var en hel speciel aften for denne flok. I år er det nemlig nøjagtig 40 år siden den første Årets Borger blev kåret, og dette 40-års jubilæum blev derfor fejret sammen med alle de fremmødte borgere. De Blå Hatte serverede blandt andet gratis softice til de fremmødte borgere, og da aftenen var gået, var der udleveret mere end 400 bægre med softice til lækkersultne Nørager borgere.
Udover at den nye Årets Borger får sin flotte hat, vil der efterfølgende blive lavet en lille sølvplade med prismodtagerens navn. Denne bliver det følgende år monteret på Borgerforeningens fane, sammen med en tilsvarende plade med navnet på årets vinder af fugleskydningen. De mange sølvplader har faktisk fyldt fanens skaft helt ud, og derfor kunne borgerforeningen i år præsentere en ny fane, så der kan blive plads til de kommende mange Årets Borgere og Fuglekonger








