Kultur- og Medborgerhuset i Nørager byder både på festlig 80/90’er-koncert med Magi i Luften den 26. september og et sprudlende sæsonprogram for 2025/26 fyldt med musik, foredrag, kunst og fællesskab.
Fredag den 26. september byder Kultur og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager velkommen til bandet ”Magi i Luften”, som vil tage publikummet en tur tilbage til 80’erne og 90’erne – rent musikalsk!
Det bliver til toner fra bl.a. Sanne Salomonsen, TV-2, Ray Dee Ohh, Danseorkestret, Anne Linnet, Dodo & The Dodos, Thomas Helmig, Danser med drenge og Gnags på én og samme aften.
Publikum bliver taget med ned ad Memory Lane med et af Danmarks absolut fedeste 80/90’er bands, når de føres igennem to årtier med musik, hvor tankerne bliver ledt hen på en tid, hvor man “Slingrer ned ad Vestergade” i Levis Jeans, koboltblå mascara, drak sig fuld i Liebfraumilch, og hvor alle havde en walkman og et kassettebånd!
Magi i Luften er et 6 mands band, som tidligere har været forbi Skive Festival, Viborg Snapsting og Messecenter Herning, og nu er turen så kommet til Kig Ind i Nørager!
Ny sæsonprogram
I løbet af august måned har Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager omdelt sæsonprogrammet i Nørager og omegn. Her vil man kunne (gen)tegne et medlemskab, men i særdeleshed også læse om det brede program, som bestyrelsen og dens udvalg har fået sammensat.
Sæsonprogrammet byder på både flere koncerter, fællessang, udstillinger og foredrag af forskellig art.
– Vi har bestræbt os på at få sammensat et så bredt program som muligt, så der er noget for enhver smag, og noget for folk i alle aldre, udtaler bestyrelsen. Bestyrelsen håber samtidig på at der vil være god opbakning til arrangementerne, da det er det, der giver lysten til at blive ved med at få stablet arrangementerne på benene.
På programmets bagside kan der også læses om de flere forskellige faste ugentlige aktiviteter, som foregår i huset. Der er flere forskellige kreative muligheder, malecafé, strikkecafé, scrap-booking, LEGO-byggere, billard-hold, samt hold med både gymnastik, folkedans og humørdans. Bestyrelsen opfordrer til at, hvis man har interesse i noget af dette, så tag endelig kontakt – også hvis man mener, der mangler noget på listen.
Med både arrangementer inden for musik, kunst og foredrag, samt faste aktiviteter af flere forskellige afskygninger, så mener bestyrelsen, at sæson 2025/26 i Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind bliver endnu en levende, spændende og interessant en af slagsen. /HF










