lørdag, oktober 17, 2026

Et hus med mange muligheder viste sig frem

Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind havde lørdag åbent hus for at fortælle byen om de mange aktiviteter, der er i Nøragers fælles aktivitetshus.

Af John Jensen, lokaljournalist

NØRAGER: ”En rigtig god dag”. Sådan beskriver daglig leder af Kig Ind, Dorte Mølgaard, lørdagens åbent hus-arrangement.

Det var tydeligt, at det gode septembervejr var en hård modstander i kampen om folks tid og opmærksomhed, men overordnet set er Dorte Mølgaard tilfreds med besøgstallet.

– Jeg har talt med de mange foreninger, der havde stande i lørdags, og de er meget tilfredse. Vi havde en rigtig hyggelig dag, siger hun.

Vise aktiviteter
Formålet med dagen var at vise, hvor meget der foregår i Kig Ind. Det er Dorte Mølgaards indtryk, at ganske mange Nørager-borgere ikke kender de mange aktiviteter, der er i huset.

– Det var alt fra voksen-Legogruppen ”Byggepladen” til dem, der laver kreative ting, spiller billard, syr patchwork og dansere. Næsten alle vores 12 faste grupper stillede op og viste deres arbejde frem, siger hun.

Til daglig danner Kig Ind også ramme om folkedans og et særligt motions- og samværshold for kræftramte, så huset spænder bredt.

Hjerneskadeforeningen Himmerland og Scleroseforeningen, der har faste aktiviteter i huset, var også til stede og fik mange gode snakke med de fremmødte.

Biblioteket holdt åbent hele dagen og fik et par nye lånere ind, fortæller Dorte Mølgaard, og lokalhistorisk arkiv viste to gamle Nørager-film fra henholdsvis 1937 og 1973.

Prisuddeling
Uddelingen af Rebild Kommunes Kulturpris 2026 trak rigtig mange tilskuere. Dorte Mølgaard anslår, der har været mellem 120 og 130 i salen ved den formelle overrækkelse af prisen til Anette Østergaard.

– Vi er rigtig glade for, hun havde valgt at få prisen overrakt hos os. Vi har selv været med til at indstille Anette til prisen, fordi hun er med til at skabe en stærk samlingskraft i vores lokalsamfund, siger Dorte Mølgaard.

Ved åbent hus-dagen var der også mulighed for at høre eksempler på Anette Østergaards store kulturelle arbejde i Nørager, idet hendes to kor, Nøragerkoret og Stjernekoret fra Sortebakkeskolen gav koncert. Der var også mulighed for at synge med på en helt ny Nørager-sang, som prismodtageren selv har skrevet.

En vellykket dag
Alt i alt en vellykket dag, lyder det fra Dorte Mølgaard, som ikke vil afvise, der kan komme endnu en åbent hus-dag på et senere tidspunkt.

– Nu skal vi allerførst have evalueret på den her dag, og så må vi se. Det kunne være, det kunne være i forbindelse med et kunst- og hobbymarked. Det har der tidligere været i huset, og flere brugere har efterlyst en gentagelse af det, siger den daglige leder af Kig Ind, Dorte Mølgaard.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler