Der var plads både til skarpe meninger og konstruktiv dialog, da Nørager Borger- og Håndværkerforening i sidste uge holdt borgermøde i Kig Ind.
Af John Jensen, lokaljournalist
Fotos: Nørager Borger- og Håndværkerforening
NØRAGER: Byens udvikling var i centrum, da omkring 100 borgere var mødt op i Kig Ind til orienterings- og dialogmøde med repræsentanter fra både byråd og forvaltning i Rebild Kommune, Rebild Forsyning og Nordjyllands Trafikselskab.
Det var Nørager Borger- og Håndværkerforening, der havde indkaldt til mødet, og målet var især at få besvaret nogle af de mange spørgsmål til forvaltningen, som borgere i Nørager har stillet gennem længere tid.
Et godt møde
Der var mulighed for at lufte frustrationer, men der var også mulighed for at glæde sig over, at arbejdet med Bevægeparken i Nørager skrider planmæssigt frem.
– Det var et godt møde med plads til både information og skarp dialog, siger formanden for Nørager Borger- og Håndværkerforening, André Ellegaard Jensen, der glæder sig over den store opbakning til mødet.
Der var også kritiske røster og spørgsmål om byens udvikling, fortæller han.
– Forvaltningen svarede godt for sig, må jeg sige, og vi fik nogle ting forklaret. Der var gode svar, men jeg tror ikke, at alle fik de svar, man havde håbet på, siger André Ellegaard Jensen.
Gartnerigrunden
Nøragerborgernes tålmodighed har gennem længere tid været udfordret. For eksempel i forbindelse med gartnerigrunden, hvor store drivhuse for fem år siden blev revet ned for at gøre plads til et rækkehusprojekt. Siden er sagen gået frem og tilbage mellem kommune og projektejer.
På mødet kom det frem, at projektejeren har sat byggeriet på pause, fordi forløbet har taget for lang tid og budt på for meget bøvl. Nu håber man, at en anden vil overtage projektet.
Mangel på grunde
Når det gælder de almindelige byggegrunde i Nørager, er der også udsigt til ventetid. Der er i øjeblikket kun tre ledige grunde på Torsdal, og ifølge forvaltningen vil der gå ét til to år, før kommuneplanen og arealudlæg vil åbne for nye udstykninger.
– Men der var en otte-ti byrådspolitikere til stede, og jeg tror, de modtog budskabet om, at der godt må til at ske noget snart, lyder det fra André Ellegaard Jensen.

Trafik-frustrationer
Det store og langvarige anlægsarbejde i Nørager har givet mange frustrationer både blandt forretningsdrivende og borgere. Butiksejere er blevet ramt alvorligt af konsekvenserne ved trafikomlægning, og på mødet tirsdag var der flere deltagere, som klagede over mangelfuld skiltning.
Trafikken har været ledt ad villaveje til stor gene for beboerne, og der blev klaget over for meget og for hurtig kørsel gennem områder, hvor børn færdes og leger.
Kritikken gjorde indtryk og blev noteret af både forvaltning og politikere, fortæller André Ellegaard Jensen.
Bevægeparken
Arbejdsgruppen bag bevægelsesparken, den kommende legeplads i området bag friplejehjemmet gav mødedeltagerne en orientering om arbejdet med det store projekt.
– Det var rigtig dejligt at se. Arbejdsgruppen arbejder ihærdigt, og her er der faktisk et punkt, hvor der sker noget i byen. De kan måske tage første spadestik til første etape allerede sidst på året, fortæller André Ellegaard Jensen.

Holder øje
Nørager Borger- og Håndværkerforening har ikke planer om faste møder med politikere og forvaltning, men formanden vil ikke afvise, der kan komme tilsvarende møder i fremtiden.
Men det vil afhænge af, om forvaltning og byråd overholder de planer og tidshorisonter, der nu ligger for Nøragers udvikling, fortæller han.
– Vi holder øje med det i de kommende år, og sker der for lidt, kan det godt være, at vi indekalder til flere møder på et tidspunkt, siger André Ellegaard Jensen.





