tirsdag, december 3, 2024

Ugen der gik 39

ugen_der_gikNaturens billed-galleri
dybt til vort hjerte taler,
se maleri ved maleri!
Og alt originaler!
Alt med betydning, riigt på Aand,
alt fra den store Mester-hånd,
betragt hvert stykke nøje
med hjerte som med øje.

H.C. Andersen fra digtet: ”September”

Så kan landmændene snart melde al kornet høstet og halmen hjembragt. Nogle gode tørvejrsdage i sidste uge, hvor septembervejret viste sig fra sin bedre side, hjalp godt med til at arbejdet kunne skride fremad.

Vejret har jo unægteligt sikkert været endnu bedre, hvis man drog en tur sydpå, og det må man sige, at Emil og Gert Degn fra Ladelund formodentlig har nydt godt af på deres 3.235 km lange cykeltur fra Malaga i Sydspanien til Ladelund. Måske var det endda lige til den stive side med 48 grader i Syd- og Midtspanien. En kæmpebedrift at cykle så lang en tur på 14 dage med en strækning på 240 km om dagen, dog med sidste etape fra Bremen til Ladelund på 480 km som blev kørt i ét stræk.
Eneste punktering på turen skete paradoksalt nok i Simested – et kvarters kørsel fra hjemmet!! Men dækket blev lappet, og de kunne glade, men trætte fortsætte hjem til familien og vennerne – og mor Brittas hakkebøffer og frikadeller.

I sidste uge vandt drengeholdet fra Sortebakkeskolen deres kamp i Ekstrabladets skolefodboldturnering, men også pigerne på Sortebakkeskolen kan spille fodbold. Det blev bevist, da de i deres første kamp i turneringen vandt over Aars Skole med resultatet 5-0. Træner for begge hold er lærer Kaj Sørensen.

Selvom Nørager/Rørbæk IF’s førstehold i serie 2 var afbudsramt til lørdagens hjemmekamp, leverede holdet en hæderlig indsats mod rækkens nummer to, Gundersted.
Desværre for de blå, manglede der den sidste skarphed i begge ender af banen, hvorfor gæsterne trak sig sejrrigt fra opgøret.
Lasse Mortensen, der vikarierede på toppen i fraværet af Jonas Svolgaard (Svolle), bragte ellers hjemmeholdet på 1-0, men føringen holdt kun ganske kort, da gæsterne hurtigt fik udlignet. 1-1 holdt til halvleg, selvom der var flere gode chancer.
I anden halvleg fik gæsterne scoret yderligere en gang, da Brian Kristensen (Krøjser) trak nødbremsen med et straffespark og rødt kort til følge.
Det var en flok tydeligt skuffede spillere, der efter kampen så tilbage på opgøret, der nemt kunne have kastet point af sig. Holdet kan dog tage masser af positive momenter med fra kampen mod en rigtig stærk modstander.
Mikkel Nørgaard, der debuterede i startopstillingen, blev kampens spiller med 10 stemmer.
Når eleverne begynder i 7. klasse på Sortebakkeskolen, er klasserne sammensat af elever fra Haverslev, Ravnkilde og Nørager, på tværs af deres tidligere klasser. For at få de nye klasser til at fungere bedst muligt, sendes de tre klasser på hver sin hyttetur med en overnatning sammen med deres to klasselærere.
I år gik turene til Rebild Efterskole, som lagde lokaler og køkken til. Alle klasser havde fået forældrekørsel frem og tilbage mellem Nørager og Rebild, og desuden havde flere forældre bagt kager som hygge-indslag undervejs.
Der blev gået lange ture i Rebild Bakker, lavet sjove sociale lege, hygget med bål og tilhørende skumfiduser, løbet natløb, sunget sange og ikke mindst havde alle elever mulighed for at klatre på efterskolens store klatrevæg, da en af Sortebakkeskolens lærere Harald Christensen er certificeret klatreinstruktør og stod for klatring 3 aftener i træk.
Der blev knyttet venskaber på kryds og tværs blandt eleverne, og lærere og elever kunne opleve hinanden på en helt anden måde end i almindelige skolesituationer.

Tre dagplejere i Rørbæk, Annette Storvang, Vibeke Wridt Jensen og Else Marie Hansen (Mie) og deres dagplejebørn mødes i et stort og udfoldelsesrigt rum på Ældrecentret Engparken i Rørbæk hver 14. dag. Deres samarbejde har fået navnet “Storkereden”. Her får børnene mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter og oplevelser i en større gruppe af børn og voksne.
“Storkereden” har som led i den landsdækkende sangdag for dagplejere og deres børn været på besøg på plejehjemmet Engparken for at synge for de ældre beboere, og de gav også et nummer på p-pladsen foran Aaparken.
Der var mødt 15 beboere op for at lytte til de små, der sang om dyr.

I Haverslev – på grunden ved rundkørslen har firmaet GranitExpressen fra Mejlby fået mulighed for at udstille det helt store sten-sortiment. Virksomheden er startet og bliver drevet af Henrik Tolborg med kontor og bopæl i Mejlby. Firmaet har 12 år på bagen.
En stor 22,5 ton søjlegranit af svensk granit, skal nu gøre GranitExpressen vældig synlig.

Medlemmer af Nørager Pensionistforening har været på en fem dages tur til det vestlige Polen. Deltagerne fra Nørager havde følgeskab af en gruppe fra Sdr. Felding Pensionistforening. Undervejs var der ophold i Gorzow og Stettin. Specielt et besøg ved fæstningsanlægget i nærheden af den gamle grænse før Anden Verdenskrig var interessant.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler