På søndag den 22. november er det sidste søndag i kirkeåret og evangeliet er fra Matthæus ev. kap. 11 vers 25 til 30
Kirkeåret ender med Jesu lovprisning: ”Jeg priser dig fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige”. Og det, som Gud Fader har skjult og åbenbaret, er Guds rige, Guds ære, Guds magt, Guds vilje, Gud selv! Gud har åbenbaret sig for de ”umyndige” d. v. s. de helt små og skjult sig for de vise og forstandige. Vidunderlige ord, dyb af sandhed, og stor humor!
De mindste små er de eneste, der forstår den største. De helt små får lov til at se ind i hans riges, hjertes og viljes hemmelighed, for Himlens og jordens skaber er blevet lille for at kunne være jordens små mennesker ganske nær. Ja, det er julens evangelium, som rykker nær i disse ord, at den store Gud blev lille og lå som et barn på Marias arm.
Det skete engang, at nogle kritiserede komponisten Josef Haydn, fordi hans kirkemusik var for munter: ”Ja”, svarede Haydn, ”men når jeg tænker på min Herre og Gud, så kan jeg ikke dy mig, jeg bliver munter”.
Ja, men hvad er det, som er åbenbaret for de små, og forstår uden at kunne begribe? Jo, det er, at de skal lyde deres forældre og får alting uforskyldt og ufortjent, fordi de er elskede for deres egen skyld. Det er jo lidt anderledes med os voksne som hele tiden tror, at vi skal gøre os fortjente til at få lidt kærlighed.
Svend Schultz-Hansen
