torsdag, november 21, 2024

Nordjylland har vist vejen med TeleCare Nord

telecareEt samlet Nordjylland har med samarbejdet om TeleCare Nord skabt et fundament for, hvordan telemedicin kan bidrage i fremtidens sundhedsvæsen.

Projekt for KOL-patienter nærmer sig afslutningen
I 2011 lød startskuddet til det telemedicinske storskalaprojekt for KOL-patienter, TeleCare Nord. Region Nordjylland, de nordjyske kommuner, de alment praktiserende læger og Aalborg Universitet har stået sammen om det største europæiske forsøg på at belyse effekterne af telemedicin. Resultaterne bliver afsløret på en afslutningskonference onsdag 18. november.

– De erfaringer, der er gjort i TeleCare Nord, får afgørende indflydelse på den måde, vi kommer til at implementere telemedicin på i hele Danmark. Jeg ser frem til at se resultaterne af den store indsats fra alle de involverede. Der er ydet et enormt flot stykke arbejde, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Resultaterne bliver efterspurgt nationalt, og de vil i høj grad blive brugt som fundament for, hvordan telemedicin kan bidrage til fremtidens sundhedsvæsen.

– Det skal vi være stolte af her i Nordjylland. Både de kommunale og regionale politikere har udvist politisk mod og vilje til at prioritere telemedicin i en tid med stramme budgetter, siger Ulla Astman.

Et organisatorisk svendestykke
Alle har stået sammen om at få projektet bedst muligt ud over rampen. Eksempelvis er ca. 2.700 sundhedsprofessionelle i de 11 nordjyske kommuner blevet uddannet i, hvordan telemedicin kan bidrage til et bedre liv med kronisk sygdom.

– TeleCare Nord har været et organisatorisk svendestykke i, hvordan man samarbejder på tværs af forskellige sektorer i sundhedsvæsenet. Vi har nogle fælles visioner for det sammenhængende sundhedsvæsen, og med projektet her har vi skabt fundamentet for et samlet Nordjylland, der samarbejder, siger Mogens Gade, formand for Kommunekontaktrådet i Nordjylland og borgmester i Jammerbugt Kommune.

Og samarbejdet om netop TeleCare Nord kommer til at fortsætte efter projektets afslutning, da både kommuner og region har besluttet at gøre projektet permanent.

– Projektet taler ind i idéen om et sammenhængende sundhedsvæsen med borgeren i centrum. Derfor har det været naturligt for os at prioritere TeleCare Nord fremadrettet, og fortsætte med at tilbyde telemedicin til borgere med KOL, fortæller Mogens Gade.

Fakta
TeleCare Nord…
– er et telemedicinsk storskalaprojekt.
– blev etableret som et tværsektorielt samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland, alment praktiserende læger i Nordjylland samt Aalborg Universitet.
– har efterprøvet effekten af telemedicinsk hjemmemonitorering til KOL-patienter.
– startede i 2011 og sluttede medio 2015.
– er efterfølgende blevet gjort til et permanent sundhedstilbud i Nordjylland.
– har haft deltagelse af 1.254 KOL-patienter og lige nu er lidt over 900 KOL-patienter tilknyttet.
– har pr. 1. november fået indsendt 402.026 målinger foretaget af deltagerne på deres hjemmemonitoreringsudstyr.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler