Tirsdag den 17. november blev det sidste modul i Succes Online kursusforløbet afholdt. Kursusforløbet blev arrangeret af Business Rebild i samarbejde med Google Danmark og Erhvervsstyrelsen.
Mange mennesker bakser dagligt med det tekniske og it’en driller tit. For nogle går det som en leg, men for andre er det et regulært Mount Everest, hvilket kan gøre det svært at følge med på det digitale beat – specielt i forhold til ens virksomhed.
Internettet kender ingen grænser og man kan, med den rigtige viden og de rigtige værktøjer, føre sin virksomhed langt og nemlig opnå succes online, som i dag er succes for hele din virksomhed. Der findes dog et utal af måder at opnå succes online, og derfor kan det også være et uoverskueligt foretagende at begynde.
Få succes online med Succes Online
Business Rebild inviterede derfor lokale virksomheder til Succes Online kursusforløbet, hvor Martin Kirk fra webbureauet Compell stod for undervisningen. Fire tirsdage i træk mødte videbegærlige virksomhedsledere op, alt fra helt nyudklækkede iværksættere til mangeårige virksomheder.
– Jeg synes jeg har fået rigtig meget med i værktøjskassen. Der var mange muligheder at vælge i mellem i forhold til hvor man var som virksomhed og som person, så jeg synes man nærmest kunne vælge eller vrage alt efter hvad der passede til ens virksomhed, egen formåen og det budget man nu har, siger Michael Vestergaard, ejer af Vestergaard Products, som deltog i samtlige fire moduler af Succes Online.
Gode anmeldelser og tilfredse “kunder”
Business Rebild sendte et spørgeskema ud til deltagerne efter endt Succes Online forløb. Tendensen viste, at langt de fleste var godt tilfredse med kursusforløbet og følte, at indholdet levede op til deres forventninger. Underviser Martin Kirk får mange roser med på vejen, og mange drog nytte af tiden til at få effektiv 1-til-1 hjælp til konkrete spørgsmål og udfordringer.
Et andet billede kommer dog også frem. Nogle deltagere havde allerede høje salgsprocenter via nettet, mens andre var 0 procent online i forhold til deres virksomhed – dette kreerer selvfølgelig et skel, som gør, at mange også efterlyser flere arrangementer i samme stil. Business Rebild genkender det behov der er, og vil derfor også undersøge, hvad der kunne være af mulighederne for lignende og mere dybdegående kurser i fremtiden.
I mellemtiden falder afslutningen på Succes Online kursusforløbet i Rebild Kommune godt sammen med et nyt tilbud fra folkene bag Succes Online initiativet, som Business Rebild også er partner på: Succes Online Summit, som bliver afholdt i Århus den 25. november. Her kan man skræddersy sit eget event alt efter hvad man interesseret i at høre om; et udpluk af emner er fx big data, sociale medier og videomarkedsføring.
Du kan se mere om Succes Online Summit på businessrebild.dk.