På søndag den 6. december er det 2. søndag i advent og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 25 vers 1 til 13
I adventst1iden skabes forventningerne af englenes bud fra den levende Gud om sin søns fødsel. Jesus kan du ikke møde i mindet om ham, for det er de døde, vi møder i mindet om dem, og de levende, som vi møder med forventning.
Vi møder i dag 10 brudejomfruer, som alle ventede, men kun de 5 forventede. Jesus fortæller denne lignelse, ikke om 10 unge pigers skæbne, men om to forskellige måder at vente på. De 5 tåbelige brudejomfruer er billede d. v. s. lignelse på den forkerte måde at vente på, og de 5 kloge er billede på den rigtige måde at vente på.
Vi må derfor ikke spørge efter, hvorfor de ikke hjalp hinanden, for så hører vi ikke efter, hvad lignelsen vil fortælle.
Hvis du venter på din elskede på samme måde, som du venter på bussen og DSB i øvrigt, så venter du ikke på din elskede, men måske på et godt parti. Hvis du derimod venter på din elskede, som en mor venter sit barn, og som du venter på foråret, med en glad tålmodighed og fyldt med glad forventning, så er det din elskede du venter på.
Du skal vente på Jesu komme på samme måde, fyldt med forventning, som de kloge brudepiger ventede på brudgommen med fyldte olielamper.
Svend Schultz-Hansen