På søndag den 17. januar er det sidste søndag i Hellig tre Kongertiden og evangeliet er fra Johannes kap. 12 vers 23 til 33
Helligtrekongertiden begynder med, at de tre rige gamle vise konger bøjer sig for barnets usynlige herlighed og slutter med, at tre fattige unge og uvidende disciple bøjer sig for den voksne Jesus åbenbaret i al sin himmelske herlighed på bjerget ”… svøbt i lysets klædebånd med strålekrans om tinde”.
Ganske som en crescendo i musikken, der løfter sig højere og højere op, går der en stigende linje fra julemorgen til denne morgen, hvor det for hver søndag bliver tydeligere og tydeligere, hvem han er, som kongerne tilbad i kryppen julemorgen.
På søndag løftes så sløret helt, men kun et øjeblik, og kun for tre af hans apostle, men vi er alle, i ånden og i ordet, fulgt med op på bjerget for at se ham i ordet om ham, som vi engang skal se ham i Paradis.
Han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset, paradislyset som ”vælder af nattens sluser ud”. Det er ”lysvæld bag ved lysvæld i Himlen ind, hvor ”Gud bor i et utilgængeligt lys”.
Lige så tæt Jesus og apostlene er i fællesskabet med hinanden lige så uendelig er afstanden mellem dem, eller som det hedder i en salme vi skal synge på søndag:” Vi sidder i det lave, vor frelser over sol, vi sidder mellem grave, han på Guds kongestol… ”. Han sidder over sol. Vi sidder i det lave. Vi sidder mellem grave, og sådan er det jo, og med alderen en voksende erkendelse. Man får det som Morten Vinge har det henimod slutningen af ”En landsbydegns dagbog”, hvor han siger:” Jeg har venner og bekendte her i livet, både over og under jorden”.
Svend Schultz-Hansen
