Hvornår er det nu, det er tid til næste tjek hos lægen? Hvor længe er det ok at have høj feber? Mit barn har fået udslæt – hvad skal jeg gøre?
Danskerne er storforbrugere af sundhedsinformation på nettet – og særligt kvinderne kommer hurtigt til tasterne. En ny undersøgelse fra Epinion viser, at hele 91 procent af alle kvinder bruger nettet til at søge information om sygdomme og sundhed. Og for de fleste er det essentielt, at informationen er objektiv og uafhængig af kommercielle interesser.
85 procent af den danske befolkning søger information om sundhed og sygdom på nettet, og mere end hver fjerde gør det jævnligt, det vil sige mindst et par gange om måneden. De danske kvinder topper tendensen, idet hele 91 procent anvender nettet til at blive klogere på emner relateret til sundhed og sygdomme – og næsten hver tredje kvinde gør det jævnligt. Det viser en helt ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for den offentlige sundhedsportal sundhed.dk.
Danskerne vælger fleksibilitet og objektiv information
Ifølge undersøgelsen er det ikke overraskende fleksibilitet og hurtighed, der er afgørende, når vi vælger at google frem for at tage et opkald til lægen. Og kilden til information om sygdoms- og sundhedsrelaterede emner skal være troværdig.
”Hvis børnene er syge, eller der er nogle symptomer, som bekymrer mig, laver jeg en søgning på nettet. På den måde får jeg som regel hurtigt et svar, der kan vise mig, om det er nødvendigt at kontakte lægen eller ej,” siger Lene Andersen, frisør og mor til tre, og fortsætter. ”Det er ikke altafgørende, men det er selvfølgelig vigtigt for mig, at den information, jeg finder, kommer fra læger eller lignende fagfolk, og så er det irriterende, hvis jeg bliver forstyrret af reklamer på siden – faktisk kan det få mig til at vælge en anden side i stedet”.
Og det er Lene Andersen ikke alene om at synes. Undersøgelsen viser, at 87 procent af alle finder det vigtigt, at informationen er objektiv og uafhængig af kommercielle interesser, og blandt familier med hjemmeboende børn gælder det hele 95 procent.
Sundhed.dk adskiller sig fra andre tilbud på nettet, netop fordi at det er en offentlig sundhedsportal. Derfor kan man være sikker på, at det er professionelle fagfolk, som leverer informationen uden nogen form for reklamer eller kommercielle interesser. På sundhed.dk kan man ikke alene finde information om symptomer og sygdomme. Når man logger sig ind på portalen med Nem-ID, kan man bl.a. også se sine personlige sundhedsdata i ’Min Sundhedsjournal’, man kan tjekke sine recepter og få styr på sit medicinforbrug.
Fakta om sundhed.dk
Sundhed.dk er det offentlige sundhedsvæsen på nettet, hvor fagfolk leverer information uden nogen form for reklamer eller kommercielle interesser.
Når du har logget dig ind på sundhed.dk:
• Har du direkte adgang til dine personlige sundhedsdata i ’Min Sundhedsjournal’. Her kan du se, hvilke oplysninger der er registreret om dig vedr. behandlinger, medicin, lægemiddelallergier mv.
• Kan du via funktionen ’Min Log’ til enhver tid kontrollere, hvem i sundhedsvæsenet, der har søgt oplysninger i din sundhedsjournal
• Kan du se kontaktoplysninger om din læge og få adgang til tidsbestilling, receptfornyelse og e-mail-konsultation
[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=K7lJfeG_2ZU[/embedyt]