På søndag den 31. januar er det seksagesima søndag og evangeliet er fra Markus kap. 4 vers 26 til 32.
Nogle ord falder med vægt, mens andre vejres hen for vinden. Ord i sig selv har ingen vægt også selv om de er målt og vejet på en guldvægt, inden de slippes løs! Alle ord låner deres vægt fra den person, der står bag.
Ordene selv er lette som sennepsfrø, men er de sagt af den rette, som vil stå inde for dem, så vil der vokse en håndgribelig virkelighed op af dem. På samme måde med lignelsen om sennepsfrøet, at Gud selv står bag ordene og låner dem sin vægt. Den verden som blev til på Guds ord, skal også fyldes af hans ord, så den bliver, som han vil.
En lignelse er ingen beskrivelse af Paradis, men et billede, et levende billede, som vi hører det om fuglene, der bygger rede i træet. Vi ser dem flyve og hører deres kvidren. De har travlt, som fugle gerne har det, men farten fylder livet under træets krone med en dyb fred og lykke. Det er som om fuglene løfter sennepstræet helt ind i Paradisets have, eller vi mindes bare om, at sennepstræet er billede netop på Paradisets have.
Fuglene under himlen har altid i særlig grad været billede på Paradiset, for de synger som englene og er uskyldige som englene. Det er da heller ikke tilfældigt, at det netop hedder sådan i en af vore smukkeste salmer:” Og når dødens nat engang over mig sig sænker, lad mig høre morgensang førend ret jeg tænker: Dine fugles morgensang i det høje sommer, der, hvor dag er altid lang, natten aldrig kommer…”.
Svend Schultz-Hansen
