På søndag den 7. februar er det fastelavn og evangeliet er fra Lukas kap. 18 vers 31 til 43
På én og samme tid Guds søn, Gud selv på jorden og et ganske almindeligt menneske. Gud og menneske i én og samme krop og derfor kunne han på én og samme tid hånes, spottes, piskes og slås ihjel og opstå fra den døde på den tredje dag!
Han, som livet igennem havde Gud i sit hjerte, lader Gud bukke under. Det svimler! På Golgathas kors Langfredag hænger Jesus mellem to mænd, som begge hang der med rette. Den ene af dem taler og trøster Jesus! Mærkeligt, at det er en morder, som Gud sender for at trøste sin søn inden Helligånden i vrede og væmmelse forlader ham opløst i sit inderste af verdens synd.
Jesus levede uden synd d. v. s. uden kærlighedsløshed, men han ville bære verdens synd, og det kan kun Gud. Den eneste retfærdige ville bære al uretfærdighed fuldt og helt, fordi, fordi – barmhjertigheden tvang ham. Lidelsens og dødens mørke skulle falde over ham, der er verdens lys, lyset i Paradisets have, lyset i Guds hjerterum.
Det er denne mærkelige omvendte verden, som vi møder i Jesu liv, at først lidelse og død og så liv og salighed. Det er jo den modsatte vej af den, som vi kender fra vort eget liv, for her hedder det: Først sejren, så liv og herlighed, men I Guds rige d. v. s. i Jesu liv og efter Guds vilje går det modsat til, da først nederlaget og så liv og salighed. Sejren vindes i nederlaget, for sådan er kærlighedens vej altid. Vejen til salighed og sejr gik for Jesus gennem død og begravelse. Kærlighedens vej er altid den modsatte af den, som vi kender, for i Guds øjne er den største er ikke den, der tjener mest, men den, der tjener mest.
Svend Schultz-Hansen
