Det kan være lidt af en mundfuld sådan at skulle være kaptajn for en flok 1. klasse børn.
Men det afskrækkede ikke Nadia Dyhr, Rebekka Thusgaard, Jonas Olesen og Kristian Sjælland fra 8.b. på Sortebakkeskolen, der tirsdag havde arrangeret idrætsundervisningen for 21 7 årige fra Haverslev Skole.
Med sikker hånd og tydelige kommandoer blev de mindste guidet igennem aktiviteter som ståtrold, boldspil, sjipning og hospitalsleg, og der blev gået til den. Ikke én gik fra Sortebakkehallen den dag uden sved på panden og smil på læben.