torsdag, november 28, 2024

Første spadestik til lavenergihuse i Støvring

Byggeriet af 28 almene familieboliger er nu i gang på Over Bækken i Støvring. Meget passende kunne borgmester Leon Sebbelin tage det første spadestik til lavenergihusene under Rebild Kommunes årlige klimauger.

Mange børnefamilier, enlige med børn og seniorer er interesserede i at bo til leje – og gerne i nyt klimavenligt byggeri med faste lave forbrugsudgifter. Det bliver der endnu bedre mulighed for, når de 28 rækkehuse står klar til indflytning i efteråret 2017.

– Vi vil gerne tilbyde borgere og tilflyttere et varieret og attraktivt udbud af boliger – både ejer- og lejeboliger. Vi skal have fokus på, at vi har det, som borgerne efterspørger, også hvis man er enlig med børn eller som senior ønsker at bo vedligeholdelsesfrit og centralt, siger borgmester Leon Sebbelin.

Grundene er allerede byggemodnede, og byggeriet er i gang, nu hvor forårsvejret viser sig fra sin bedste side.

Mange gode grunde i Rebild Kommune
Byggeriet er oppe i omdrejninger. Der er rigtig mange grunde til salg især i Støvring og udstykninger i støbeskeen, både kommunale og private.

– faktisk er der gode grunde til salg i alle byzonebyer – lige med undtagelse af Skørping, hvor vi har en udfordring – men det arbejder vi på, lover Leon Sebbelin.

Fakta: Over Bækken
Byggeprojektet består af 28 almene familieboliger, 10 tre-værelses på 88 m² og 18 fire-værelses lejligheder på 100 m² på Over Bækken 52 i Støvring. Interesserede kan blive skrevet op hos Nørresundby Boligselskab, og der har allerede været en del forhåndsinteresse, fortæller direktør fra Nørresundby Boligselskab Lars Emborg.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler