På søndag den 17. april er det 3. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannes kap. 11 vers 1 til 11
Vejen til Himlen er ingen almindelig vej, og heller ikke banet eller brolagt med gode gerninger, så vi kan vandre på dem. Vejen til Himlen er slet ikke en vej, som vi kender den her på jorden, men en helt anden slags vej.
Der er så mange røster i historien, der vil lære dig noget om vejen og siger således: ”Hvis du lærer at beherske alle lavere tendenser i dig, så skal du nok finde vej!” Andre siger således: ”Hvis du lærer at samle dine tanker så meget, at du kan se nogle dybere sammenhænge end de fleste, så skal du nok finde vej!” Andre igen siger: ”Hvis bare du kunne stryge alle hæmninger af dig og lade al trang og drift i dig udfolde sig frit, så skal du nok finde vej!”
Alle peger hver deres vej. Jesus peger ikke på nogen vej – han véd, at langs alle vore veje sidder der mennesker og græder, fordi vejene ikke fører frem. Han véd, at alt vort er fortabelsens veje, veje, der ender i en ørken, veje der bliver til spor, spor der bliver til ingenting!
Vejen til Faderhuset, der mig, siger Jesus ”Jeg er vejen”, så derfor er det vejen, der kommer til jer, for jeg er ”vejen og sandheden og livet”. Jeg er vejen til Gud. Jeg er sandheden om Gud, og jeg er livet med Gud! Jesu liv var vejen, og den blev trangere og trangere gennem hele hans liv indtil den lukkede sig om ham i ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”.
Hvad Jesus Langfredag sagde til røveren på korset: ”Sandelig siger jeg dig! Idag skal du være med mig i Paradis”. Det siger Jesus Skærtorsdag til os alle således, ”for at I kan være, hvor jeg er”.
Svend Schultz-Hansen
