Genretræk, modellering og funktionel grammatik er blot nogle af de ord, der den kommende tid vil glide ind i ordforrådet hos 40 elever fra 1. klasse på henholdsvis Sortebakkeskolen og Haverslev Skole.
De to klasser har indgået et samarbejde omkring genreskrivning, som kort fortalt går ud på at lære at skrive tekster, der passer til det, de skal bruges til.
Alle tekster tilhører nemlig en genre med forskellige genretræk, som er vigtige at kende, inden man skriver sin tekst, så den passer til og vil blive taget alvorligt der, hvor den skal bruges. Tirsdag satte børn og lærere for første gang hinanden stævne til en social dag med det formål at lære hinanden at kende, inden det om kort tid går løs med den første genre, som er breve og brevskrivning. Eleverne har fået pennevenner på den anden skole og skal lære en masse om brevet som genre, brevets opbygning samt redskaber til at vurdere hinandens tekster kærligt og konstruktivt for på den måde at kunne hjælpe hinanden til at få så godt styr på genren som muligt. Forløbet om breve fortsætter frem mod sommerferien, og i skrivende stund er derudover bl.a. et forløb om fagtekster i støbeskeen.