På søndag den 1. maj er det 5. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannes kap.17 vers 1 til 11
Med alle vore sanser, fornuft og forstand kan vi grave dybt i det døde, naturens skeletter og lovene for deres opbygning, men at lære hinanden at kende: Det er ingen kundskabssag, det er en hjertesag!
Livet kender vi ikke som tilskuere, men alene som medspillere på livets scene. Livet åbner sig og giver sin indsigt fra sig alene, når vi rækker os til hinanden.
Kærlighed og venskab opnår man ikke ved at studere, men ved at række sin kærlighed og sit venskab til andre. På samme måde er det med Gud. Faderen kender Sønnen og Sønnen kender faderen derved at de rækker sig til hinanden: ”Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig”.
Moderen er den bedste til at trøste barnet, fordi hun holder mest af det, og derfor kender hun barnet bedst! Livet rummer store begivenheder, men livet selv er ikke disse begivenheder, men livet er alt, hvad der sker mellem disse begivenheder og, hvad de gør véd os.
At kende hinanden er ikke en kundskabssag, men en hjertesag, og derfor kan man se uendelige muligheder i den man elsker, mens mulighederne vi ser i de andre hurtigt er udtømte.
På kirkegården står mellem gravene en sten for sig selv, hvorpå der stå: ”Kendt af Gud!” Det er de ukendtes grave, ja ukendte af os, men kendte af Gud. Der står ikke, at de kendte af Gud, fordi Gud kender deres data og familieforhold, men ordene ”kendt af Gud” betyder elsket af Gud.
Det er det vi beder om, når vi sætter stenen over de ukendte og hører Jesus siger, at dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham du har udsendt, ja dette er det evige liv, at de elsker dig den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Svend Schultz-Hansen
