Nørager Bageri markerer jubilæet sammen med Kagens Dag på tirsdag
En af Nøragers mest markante virksomheder, Nørager Bageri, kan tirsdag 31. maj fejre 30 års jubilæum.
Indehaverne, Helle og Peter Rask, har valgt at markere deres jubilæum sammen med den årlige Kagens Dag, som er blevet noget af en institution, der tiltrækker gæster fra det meste af Nordjylland.
Kagens Dag i Nøragers medborgerhus Kig Ind har igennem en årrække været en markant begivenhed, der har udviklet sig til et tilløbsstykke, som en kendt viden om. I fjor kom der således skønsmæssigt 500 gæster, der købte ca. 10.000 kager. Den uventede store tilstrømning gjorde dagen mægtig sjov og samtidig kaotisk, idet der på grund af de mange kunder var udsolgt af kager en time før lukketid.
Det vil bagerparret undgå i år og har derfor sat sig som mål at bage 20.000 kager til formålet, men det kræver også mange hjælpende hænder dagen igennem. Gæsterne kan på tirsdag vælge at betale et engangsbeløb ved indgangen og spise lige så mange forskellige kager, som de ønsker. Det foregår i husets festsal, hvor der er kaffe, te og juice på bordene. Kunderne kan også vælge at tage et vist antal kager med sig hjem og få dem udleveret i medborgerhusets forgang.
Hele indtægten til velgørenhed
Det helt bemærkelsesværdige ved dette arrangement er, at bageriet afholder samtlige udgifter til materialer og arbejdsløn og lader den samlede indtægt fra dagen gå til velgørende formål på lokalt plan. I år bliver beløbet fordelt mellem Rebild kommunes nyoprettede sorggruppe for børn og unge, Foreningen for integration af flygtninge i Nørager, Café og motion for kræftramte og Sortebakkens Gymnastikforenings børnestævne.
Peter Rask oplyser, at sponsoraterne fra Kagens Dag hovedsagelig er gået til hjælp for børn. Det begyndte i sin tid med støtte til Børnecancerfonden. Senere viste der sig at være mere brug for støtte på lokalt plan f.eks. i fjor til et børneMGP og plejehjemmets bus. Modtagerne er valgt ud efter et lokalt behov for samvær med personlig forståelse og omsorg. Derfor kan man også se repræsentanter for modtagerne medvirke som hjælpere på Kagens Dag.
Helle Rask tilføjer, at parrets 30 års jubilæum som bagermestre i Nørager af praktiske grunde lægges sammen med Kagens Dag i år. Det markeres bl.a. med tilbud på brød og kager til samme pris som i 1986. Der holdes ingen officiel reception i anledning af jubilæet, for parret ser hellere, at man møder op på tirsdag i Kig Ind og derved støtter nogle gode formål frem for at vise opmærksomhed i anledning af jubilæet.
”Årets bagerbutik” i 1997
Bageriet blev oprindeligt oprettet i 1906 og har siden kun haft tre ejere. Bageri og butik er i den tid blevet moderniseret adskillige gange. Men den største ændring foregik i 1996 ved parrets 10 års jubilæum, da virksomheden fik en tilbygning på 121 kvm. hvoraf de 80 blev til en ny butik med indgang fra Nøragers bytorv. Året efter blev den af Den danske Bagerstand udnævnt til ”Årets bagerbutik i Danmark” i konkurrence med 26 andre bagerbutikker landet over.
Dengang var det en arbejdsplads for en snes ansatte og med levering af brød til en halv snes udsalgssteder. I de senere år har udviklingen budt på en stadig hårdere konkurrence udefra, ikke mindst fra brødfabrikkerne, der presser prisen. Helle Rask lægger ikke skjul på, at tingene virkelig har ændret sig i de seneste 40 år. Dengang havde hver lille by sit eget bageri, men de blev efterhånden nedlagt, fordi kunderne med årene vænnede sig til billige priser.
Helle Rask tror dog ikke, at kunderne i dag selv ønsker en billig pris frem for en god kvalitet. Udviklingen ser ud til at gå i retning af, at nutidens kunder foretrækker at købe differentieret kvalitetsbrød i en specialforretning. Det giver en mere optimistisk tro på fremtiden, samtidig med at Nørager Bageri ofte modtager fantasifulde bestillinger på helt særlige kager og brød, som det kræver stor fagkundskab at fremstille.