14 entusiastiske drenge havde tilmeldt sig til årets lystfiskersommerskole på Boldrup Museum.
De brugte de første tre dage i deres sommerferie på at lære noget mere om lystfiskeri, og selvfølgelig skulle de også fiske. Den første dag blev der bl.a. fisket i Simested å, der løber i museets eng. Ved fælles anstrengelser – og med hjælp fra en heldig instruktør, Per Sørensen – lykkedes det at lande en fin havørred på knap en halv meter. Dagen efter gik turen til Sjørup sø, hvor der blev fanget masser af skaller, aborrer – og næsten en gedde. Den sidste dag blev brugt ved Mariager fjord, hvor de ivrige drenge trods nogle hektiske regnbyger gjorde et ihærdigt forsøg på at fange nogle af fjordens havørreder. Og minsandten om en af drengene ikke pludselig fik et bid af de bedre. Patrick Adamsen landede således en rigtig flot havørred på ca. 1,7 kg.
– Vi har haft nogle dejlige dage. Det er nogle seje gutter, trods regn og rusk. Og jeg tror, det er meget længe siden, jeg er blevet så glad for en fangst, som for den flotte ørred, Patrick fangede i fjorden. Det giver blod på tanden, fortæller en glad instruktør, naturvejleder Gert Rubæk, Boldrup Museum.