5

Det var 50 forventningsfulde gæster, der fyldte turistbussen, da den kørte fra RebildPorten til Lille Vildmose Centret for at tage vores guide, Hans Flou, op.

I det flotte vejr valgte Hans at introducere os til aftenens oplevelser i det fri foran bussen. Den tætte kontakt mellem guiden og hans publikum var der fra første færd – man lyttede.
Til en start kørte vi ud til brandtårnet, hvorfra der i tørvegravningens tid blev holdt øje med, om der var ild noget sted i mosen. Det gamle tårn var imidlertid erstattet af et nyt, der var solidt nok til at vi alle 50 kunne være oppe i det på én gang. Herfra kunne vi på den ene side af vejen se det områder, hvor, der var gravet sphagnum – og på den anden side havde vi Portlandsmosen, som for store deles vedkommende henstår urørt, men nu med en vandstand, så sphagnummen er i fuld vækst.
Herfra gik turen i bus på tværs af de lange søer, hvor der førhen blev gravet sphagnum. Vi så, hvordan det er et problem at holde området fri for trævækst. Det er for at holde væksten nede, at man foreløbig har udsat de 5 elge, mens 7 mere er på vej. Vi så indhegnede områder med kvæg og blandt kvæget så vi unge rådyr, som gik og hyggede sig. Der var også vilde heste, som var rigtig gode til at æde vegetationen, så der kunne komme lys til sphagnummen, så den kunne gro.
Hans havde husket at få sin nøgle med, så vi kunne komme ind i Høstemark Skov. Her så vi små pletter, der var ryddet for sitkagraner, som er en indført træart. Vi så enkelte unge rådyr og kort før rundturen i Høstemark Skov sluttede så vi en flok kronhjorte på en stor åben slette; her nød de aftensolen. De flygtede dog ind i tykningen, da de fik øje på vores bus.
Sidste stop var på tilbagevejen ved Portlandsmosen. Her skulle vi ud på det som på nudansk kaldes ’bridgewalking’ – en stor gangbro, der er etableret oven på højmosen. Forinden fik vi lejlighed til at nyde den medbragte kaffe ved opstillede borde og bænke. Gangbroen førte ud til de søer, der viser de steder, hvor Aalborg Portland Cementfabrik har gravet tørv under både Første og Anden Verdenskrig. Hullerne er i dag fyldt med vand.
Det lykkedes os ikke at se de udsatte rensdyr. Dyrene bærer et mærke, så man kan følge dem på GPS, og Hans Flou havde inden afgang været inde for at se på skærmen, hvor i området, de befandt sig. Der var ikke noget at gøre, de var for langt væk.
På spørgsmålet, om hendes forventninger til turen var blevet indfriet svarede Hilda Hørlyck fra Arden: Det er de helt bestemt. Det havde været spændende at se de mange forskellige ting, der foregår rund omkring i mosen. Dertil var Hans Flou været en meget vidende guide og en rigtig god fortæller, slutter Hilda Hørlyck.