Helge Olsen, Nørregade 19, Rørbæk fylder 70 år.
Helge Olsen er indehaver af Olsens Haveservice. Han kommer fra Strøby ved Køge, hvor han arbejdede flere steder og i en årrække ernærede sig som fisker.
I 1974 flyttede Helge Olsen til Hobro og overtog kort tid efter en nedlagt landbrugsejendom ved Rørbæk. Her satte han ejendommen i stand og i 1980’erne flyttede Helge Olsen til Haverslev, hvor han var meget aktiv i idrætsforeningen som spiller, træner og håndbolddommer. Herudover tog han aktivt del i støtteforeningens aktiviteter.
I begyndelsen af 1990érne flyttede Helge Olsen til Rørbæk og var også her meget aktiv i Rørbæk Idrætsforening og Rørbæk Borgerforening – og i 1996 fik derfor tildelt prisen ”ÅRET SLIDER”.
Helge Olsen har altid haft haveanlæg som hobby og der var baggrunden for at han i 2000 oprettede sit firma med haveservice, hvor han ud over nyanlæg og påtager sig vedligeholdelse og småreparationer.
Helge Olsen har ingen planer om at indstille arbejdet så hans fast kundekreds kan fortsat regne med hans betjening.
Fødselsdagen fejres med reception i Rørbæk forsamlingshus fredag den 23. september