Se den smukke kopi af Gundestrupkarret på Vesthimmerlands Museum
Efteråret indbyder til fordybelse, og dét bliver der masser af muligheder for med programmet for Vesthimmerlands Museum og Stenaldercenter Ertebølle.
Der er fokus på de gode og interessante fortællinger, som vores spændende kommune indeholder, og én af dem handler om Gundestrupkarret, som for 125 år siden blev fundet i Rævemosen uden for Aars. Et enestående fund, som fortæller os om en periode, hvor store folkevandringer og forandringer fandt sted i Europa, hvilket måske kan forklare, at et 10 kg tungt sølvkar, formentlig fremstillet på grænsen til Bulgarien, finder vej til en mose i det nordlige Jylland. Museumsinspektør Sine Toft Jensen om karret, som findes i en meget smuk kopi på Vesthimmerlands Museum. Allerede dagen efter er der atter fokus på Vesthimmerlands oldtid, når museets arkæologer viser rundt i udgravningsfeltet, hvor der netop er blevet fundet en mere end 2000 år gammel jernalderboplads. Helt særligt er det, at den på mange måder minder om Borremosefæstningen, som ligger kun to kilometer derfra. Når du ikke fortællingen om Gundestrupkarret i september, så læg vejen forbi museet i starten af november, hvor forskningschef og arkæolog Bjarne Henning Nielsen vil fortælle om selvsamme kar, som også var et af emnerne i den bog, han udgav i forbindelse med jubilæet i foråret.
Fortidsmindedag og stenaldergys
Søndag den 2. oktober fejres som fortidsmindedag i hele landet, og denne dato er der hele tre arrangementer med arkæolog og naturvejleder Louise Villadsen. Hvad med at starte dagen med en frisk vandretur gennem de Himmerlandske Heder til fundstedet for det berømte stenalderkar, som de fleste nok kender fra 50 krone sedlen? På turen fortælles om karret, hedens tilblivelse og om det plante og dyreliv, der findes i området. Følg evt. med videre i Louises fodspor til Østerbølle og træd ind i jernalderens huse og hør meget mere om livet for 2.000 år siden. Et stykke ude af en markvej fra nutidens Østerbølle ligger resterne af en jernalderlandsby, som har bestået af mindst ni langhuse og flere småhuse. Den østlige del af landsbyen er aldrig blevet dyrket, og derfor kan man stadig se husenes græstørvsmure. Sidste besøg denne dag kunne gå til Ertebølle, som er internationalt berømt og kom til at lægge navn til en hel kultur. Hør fortællingen om, hvordan en gammel bunke affald blev til en arkæologisk guldgrube. Køkkenmøddingen i Ertebølle indeholdt ”drabelige” genstande, så som flækkede menneskeknogler og dyreskeletter
Kirker, COOP og historiske fotografier
En kirkerundvisning er der naturligvis også på programmet i efteråret. Her er det museumsdirektør Broder Berg der besøger Blære Kirke. Kirkerne i kommunen udgør en væsentlig fortælling om vores fælles kulturarv, og netop kulturarven er i centrum ved to arrangementer i oktober og november med overskriften: ” Hvad er Vesthimmerlands kulturarv”? Her er der rundvisning og fortælling på museet. Brugsforeningerne kan i år fejre 150 års jubilæum, og i den anledning er der den 17. oktober, i samarbejde med Kvickly Aars, foredrag ved redaktionssekretær i COOP Flemming Jørgensen. Titlen på aftenens foredrag er: ”Sammen om bedre mad – 150 års historie.