Budget 2017-20 var til 1. behandling. Nu kender vi alle tallene fra staten omkring bloktilskud, refusioner, lånetilsagn m.m. og med uændret skat mangler der 30 mio. kr. før der er balance. Her er der indregnet 0,5 % besparelse på alle konti. Da vi også skal have en lille buffer til uforudsete udgifter (min. 10 mio. kr.), mangler der 40 mio. kr. Økonomiudvalget har indstillet, at der reduceres 25 mio. kr. på anlæg og 16 mio. kr. på drift. Driftsbesparelserne forslås delt med 1 mio. kr. på AMU, 4 mio. kr. på BU, 1 mio.kr. på KFU, 4 mio. kr. på SU, 1 mio. kr. på TMU, samt 5 mio.kr. på ØK.
Da en del byrådspolitikerne ønsker at hæve skatten, har Borgmesteren søgt om sanktionsfri ret til at hæve skatten. Hvis man hæver skatten uden sanktionsfrihed skal man aflevere 75 % til staten det første år. Imod forventning har Rebild fået lov til at hæve skatten med 17,9 mio.kr uden sanktion. Dette tildeles på samme kriterier, som regler for særligt vanskeligt stillede kommuner. Kriterier som vi ikke opfylder, men der var ikke mange ansøgninger, og en pulje som skulle bruges. Der er ikke enighed om at hæve skatten og min gruppe har klart sagt fra, idet vi mener, at opgaverne kan løses uden skattestigninger.
ØK`s indstilling blev oversendt til 2. behandling. Der vil nu være tværgående forhandlinger m.m., inden der den 5. oktober er Budgetaften, som er et fælles møde for hele byrådet, der normalt ender med et budgetforlig. Herefter 2. behandles budgettet på byrådsmødet den 13. oktober.
Licitationsresultatet for ny materielgård og beredskabscenter i Haverslev blev godkendt med et budget på ca. 14 mio. kr., og byggeriet kan igangsættes.
Endelig vedtagelse af lokalplan nr. 296 blev vedtaget. Ændringen åbner op for, at der kan etableres udvalgsbutikker i området omkring Gavlhuset i Haverslev.
Holger Pedersen
Byrådsmedlem
Liste C