søndag, december 22, 2024

Borgmesteren burde gå i forbøn for Rent drikkevand i hele Rebild kommune?

laeserbrev_logoHvad skal vi med grus og sand, hvis vi ikke har rent drikkevand? Det er et klart og tydeligt budskab. Lad være med at gå i gang med at grave grus og sand, hvis det risikerer at ødelægge fremtidens drikkevand.
Forrige uge gik Borgmester Leon Sebbelin i forbøn for at forhindre en tilladelse til at grave grus i Guldbæk. Enhedslisten Rebild støtter fuldt ud borgmesterens forbøn. Desværre uden det ønskede resultat!
Der har været stor lokal modstand. Byrådet i Rebild kommune har i et høringssvar til Regionen ønsket området taget ud af Regionens Råstofplan. Alligevel valgte et politisk flertal i Region Nordjylland at give tilladelse til, at etablere en grusgrav i et 25 hektar stort område mellem Øster Hornum og Guldbæk. Øv! Det er en træls beslutning.
Nu er det på tide, at borgmesteren drager videre østpå til området omkring Terndrup og her fortsætter sin forbøn overfor regionens politikere. Budskabet skal være klart og tydeligt. Lad være med at give tilladelse til at grave mere grus i et meget stort område i Siem Skov.
Kære borgmester. Se det er en konkret handling, der ville glæde flere tusinde i lokalområdet. Det er de mennesker, der dagligt får leveret drikkevand fra Terndrup Vandværk. I øvrigt noget af det reneste drikkevand i hele Rebild kommune.
Argumentationen i forhold til Siem Skov er den samme som i Guldbæk. Det er vores fælles opgave at sikre områder med særlig drikkevandsinteresse. Derfor skal der selvfølgelig heller ikke gives tilladelse til en ny kæmpegrusgrav i Siem Skov, En fornyet gravetilladelse i Siem Skov vil desuden skabe stor usikkerhed, og spille hasard med fremtidens drikkevand. Det er at give de mennesker, der dagligt henter deres rene drikkevand fra området unødige bekymringer.
Vi har brug for rent drikkevand både her og nu og i fremtiden. Det kræver konkrete indsatser.
Rebild kommune vil gerne kendes for at danne rammen om et sundt, trygt og sammenhængende liv for alle. Det giver rigtig god mening, hvis borgmesteren går i forbøn for rent drikkevandet i hele Rebild kommune.
Vi skal værne om drikkevandet. Det kræver klare og tydelige budskaber: ”Giv ikke tilladelse til råstofudvinding i områder med drikkevandsinteresser”.

På vegne af
Enhedslisten Rebild
Finn Grøn Nielsen
Folketingskandidat & Bent Skovgaard Olsen Byrådsmedlem

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024