Kære Tommy og Kim. For os er det løgn, når I kalder Jeppe Ugilt og De Konservative bannerfører for at få flere flygtninge til Nørager, og det er bestemt ikke faktuelt at gætte på, hvad vi vil sige i en valgkamp om et halvt år.
I refererer til byrådsbeslutning den 30. april 2015, som et flertal på 22 mod 2 vedtog. På dette tidspunkt var SU`s budgetter under hårdt pres og der var der 33 ledige plejeboliger i Rebild Kommune, hvor der betales tomgangshusleje på forventet 3 mio. kr. i 2015. Staten har godkendt, at de kan lejes ud til andre målgrupper og 22 byrådsmedlemmer tog ansvar for budgettet.
Hvis vi ikke på det tidspunkt havde taget trykket af budgetoverskridelserne, havde det efterfølgende været en yderst umulig opgave at redde Nørager Plejecenter, og Centret havde sandsynligvis været lukket i dag. I juni 2016 hvor lukning af Plejecentret igen dukkede op, lavede C og nogle andre i byrådet et stort stykke benarbejde, for at samle et flertal for bevaring. En proces hvor DF ikke var særlig synlig, men heldigvis endte det med et spinkelt flertal, hvor også DF deltog. Det er vi meget glade for.
På samme møde får Tommy Degn skrevet til referat, at flygtninge bør huses i teltlejre. Dette er ikke foreneligt med Den Konservative Byrådsgruppes menneskesyn. Vi skal huske på at modtagelse, husning og integration af flygtningene er en tvungen opgave, som staten har pålagt kommunerne og det ansvar ønsker vi at løse. Hvis vi bare er imod og ikke løser opgaven, vil staten løse den på vores regning.
Politik i praksis er ikke kun populistisk retorik og partiprogrammer. På langt sigt får man indflydelse på beslutningerne ved at tage ansvar og arbejde konstruktivt og fremadrettet.
Vi håber at brevvekslingen om dette emne kan slutte her. Vi tror ikke at yderligere debat vil gavne hverken borgerne elle politikerne. Vi håber, at vi fremadrettet kan arbejde sammen om de sager vi er enige om, og I ikke som nu får behov for at starte et lignende angreb på kollegaer, men derimod bevarer fokus på eget parti og mærkesager.