Søndagens tekst
På søndag den 12. marts er det 2. søndag i fasten og evangeliet er fra Matthæus kap. 15 vers 21 til 28
Vi hører på søndag om den kanaanæiske kvinde, der bed hovedet af al skam, fordi kærligheden tvang hende, kærligheden til sit barn. Hun vendte sig mod ham, der var fortrolig med skam og bar den frit, for den bed ikke på ham.
Man dømte ham for den skamløshed, at han kaldte sig Guds søn, og siden spyttede man på ham og hængte ham op på skampælen uden at skammen tog hans værdighed. Jesus havde frimodighed overfor skammen, fordi han ikke havde noget at skamme sig over.
Når vi ser os i spejlet, og ser den afgud, som vi i virkeligheden dyrker, så stirrer vi skammen i øjnene. Vi skjuler os og syer figenblade sammen.
I Guds dom over os er der befrielse, for i sandhedens lys er der åbnet for den befrielse, som hedder Guds barmhjertighed, en befrielse, som ruller skammen sammen som et sæt tøj, der er kasseret, og vi får lov til at stå nøgne for Gud elskede i al vor skyldighed.
Den dybeste nød, kærlighedens nød, som stiller os nøgne i verden, den stiller os også i sandhedens lys, Guds ansigts lys. Kærligheden til sin datter fik kvinden til at trodse al skam og se bort fra sig selv og bede om barmhjertighed uforskyldt.
I kærligheden opdager vi, at andre er lige så virkelige som vi selv er. Alene dem vi elsker er lige så virkelige i vort liv, som vi er for os selv. Ja kærlighed er opdagelsen af virkelighed, og troen på Guds kærlighed er opdagelsen af Guds virkelighed.
Svend Schultz-Hansen
