VELUX FONDEN bevilger 4,5 mio. kr. til stort samarbejdsprojekt om forskning i og formidling af Den Kolde Krig Hvis krigen kommer hedder et forsknings- og formidlingsprojekt, der netop har modtaget økonomisk støtte på 4.559.184 kr.
Bag projektet står Nordjyllands Historiske Museum i samarbejde med Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet (AAU), Koldkrigsmuseum Langelandsfort (Langelands Museum) og Koldkrigsmuseum Stevnsfort (Østsjællands Museum). ”Vi er dybt taknemmelige for donationen fra VELUX FONDEN”, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum: ”Ikke alene er det en kærkommen økonomisk håndsrækning til arbejdet med REGAN Vest frem mod en åbning for publikum. Det er også som sådan en blåstempling af vores valg af grundfortælling og den vinkel, vi vil anlægge i arbejdet med at gøre REGAN Vest til et både nationalt og internationalt centrum for forskning i og formidling af Den Kolde Krig”. Projektet løber over de næste tre år og tager udgangspunkt i bunkeren REGAN Vest, som Nordjyllands Historiske Museum åbner som national og international Koldkrigsattraktion i 2020. I modsætning til de to øvrige koldkrigsanlæg i Danmark – og deltagere i projektet – Langelandsfortet og Stevnsfortet, der er militære anlæg, er REGAN Vest et civilt anlæg, der skulle huse regering og kongehus i tilfælde af en atomkrig. Det civile beredskab i den periode af Danmarkshistorien er stort set uudforsket i den danske koldkrigsforskning, og projektet vil derfor bidrage med ny viden om, hvilke forestillinger og overvejelser man gjorde sig om statens og samfundets overlevelse i tilfælde af en atomkrig. Projektet har tre tæt forbundne formål: Forskning For det første en forskningsdel møntet på afdækning af Den Kolde Krigs trusselsbilleder og det civile beredskab i Danmark med tråde til de militære og internationale relationer og trusler fra både øst og vest. Emnet er stort set uudforsket i både den danske og den internationale koldkrigsforskning, og projektet vil derfor bidrage med vigtig ny viden om, hvilke forestillinger og overvejelser man gjorde sig om statens og samfundets overlevelse i tilfælde af en atomkrig. Formidling For det andet en formidlingsdel, der skal formidle denne nye viden på måder, hvor Den Kolde Krigs problemstillinger og udfordringer gøres nærværende og relevante i diskussioner af nutidens sikkerhedspolitiske dilemmaer. Desuden skal den fascination, Den Kolde Krig til stadighed udøver, også bruges som afsæt for at give indsigt i nutidens sikkerhedspolitiske dilemmaer. Internationalt netværk Endelig skal samarbejdet i dette projekt også udgøre starten på opbygningen af et europæisk netværk for forskere og formidlere, der arbejder med Den Kolde Krigs materielle kulturarv i form af militære og civile anlæg