I evangeliet til 15. søndag efter trinitatis taler Jesus om bekymring, om at vi ikke skal bekymre os om vores liv, men søge Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives os i tilgift. Så vær ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen sal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Aldrig har jeg da bekymret mig så meget, som efter vi har fået børn. Ja, bekymringerne satte ind det øjeblik man så to streger på pinden. Så gik de første 8-9 uger med bekymring om, om man nu spontant taber barnet, så kom bekymringerne for 13 ugers nakkefoldsscanningen og så ventetiden frem til uge 20, hvor jordemoderen scanner de indre organer. Herefter – for de heldige i hvert fald – er der ro til at barnet de sidste uger kan vokse. Langt de fleste går lettet fra scanningerne med beskeden om, at ”alt er som det skal være”, og så tænker man ved sig selv, at det måske var skørt, at man havde brugt så meget krudt på at bekymre sig. Så nærmer terminen sig, og man gøre sig atter mange tanker og mange bekymringer for, hvordan det dog skal gå. Og i sådan et forløb er det i hvert fald helt sikker, at det nok skal gå – det, der bekymre én, er jo hvordan. Men det går og barnet bliver født, men det gør ikke bekymringerne færre. For efter fødslen begynder alle bekymringer for, om barnet nu også er i trivsel, om vægten stiger, er der øjenkontakt eller snarer overstimulering og er der daglig ”gevinst” i bleen? Og det er bare begyndelsen på alle de bekymringer man gør sig, når børnene kommer til. Det har selvfølgelig også sin forklaring i, at vi ved så meget om spædbørn og børn, så vi har alle muligheder for at gøre det godt og rigtigt, sådan så børnene får den rette stimulans for knold og krop, og derfor går mange bekymringer også på, om man nu gør det rigtige rigtigt!
Men omkring alle disse mange bekymringer i livet, er der sat – omkring dem alle sammen – en ramme. Under graviditet og fødsel er der både sygehusvæsenet og familien, og efter fødslen når livet skal begyndes, ja så er der den ramme som dåben giver. Når man står der omkring døbefonten med sidste skud på stammen, og overværer hvordan tre små håndfulde vand, der spejler Guds rige, øses på det lille hoved, og den efterfølgende håndspålæggelse på et øjeblik fejer alle bekymringer bort, er det en erfaring af, at lige her – her ved dåbsvandet står vi midt i en fortælling, som er større end alt hvad vi kan forestille os, og den fortælling bliver med dåben rammen om vores liv og altså også rammen om alle vores bekymringer. Og ved døbefonten mærker vi, at det fundament vi står på, er tro, håb og kærlighed, og derfor kan vi hvile trygt i det der sker i dåben, og mærke, at de to kors der bliver tegnet for barnets ansigt og bryst, også er en tegnhandling, der fortæller os, at nu behøver du ikke bekymre dig – Gud er med, så vi kan finde vej gennem livet – finde vej gennem alle bekymringerne, for med dåben er du podet på Guds stamme i Guds rige. Det betyder, at vi kan fokusere på nuet, og ikke lade fremtiden tage pusten og frimodigheden fra os.
Line Karmann Børding
Simested kirke.
