Festtøjet til kongesønnens bryllup
Søndagens tekst, 20. s. e. trinitatis, Matt 22,1-14
I søndagens tekst fortæller Jesus lignelsen om kongesønnens bryllup, som ingen af de indbudte kommer til – uvist hvorfor. Kongen sender så sine tjenere ud for at proklamere, at fedekalvene er slagtede og bordene dækkede, men folk kommer stadig ikke. De fleste har for travlt med egne gøremål. Andre myrder kongens udsendinge – og det bliver de selvfølgelig straffet for.
Da ingen af de indbudte tager imod indbydelsen, må kongen invitere revl og kraft, ja Gud og hver mand, ind fra gader og stræder for at fylde bryllupssalen.
Blandt gæsterne får kongen øje på en, der ikke har taget festtøj på. Da kongen spørger ham, hvorfor han ikke er klædt på til bryllup, svarer han ikke. Kongen bliver derfor vred og lader manden binde på hænder og fødder, inden han kastes ud i mørket.
Hvordan skal man fortolke lignelsen? Den handler jo nok om Guds rige. Men det gør en forskel, om man hæfter sig ved alle dem, der ikke kommer, og dem, der bliver straffet, eller ved, at alle faktisk bliver indbudt til bryllupsfest, og at fedekalvene slagtes.
Hvad så med ham, der blev smidt ud, fordi han ikke havde festtøj på? I en vist nok ret ukendt salme har Grundtvig tolket festtøjet som dåben, som gør os alle værdige til at være med til Gudsrigets fest i kirken: ”Dåben tvætter hvid som sne, og klart er kristentøjet, så frit vi os tør lade se for fader-guddoms-øjet”.
I dåben har Gud iklædt os alle det rette festtøj, så ingen af os kan blive smidt ud fra den store fest, som han holder. Vi skal blot tage imod indbydelsen og komme til det bord, som Gud hver søndag dækker for os ved sin søn, Jesus Kristus.
Kristoffer Garne, sognepræst i Aarestrup og Haverslev
