onsdag, oktober 30, 2024

”Rørbæk-dreng” ny ambassadør i England

Lars Thuesen er her fotograferet uden for Udenrigsministeriet i København. Foto: Søren Christensen (udlånt fra bogen ”Herfra min verden går”).

Den 57-årige Lars Thuesen, der er opvokset på Stenildhøjgård mellem Stenild og Rørbæk, er netop tiltrådt som dansk ambassadør i England.
Her havde han i sidste uge, sammen med sin hustru Jeanine Arreqiun Ayerdi, foretræde for den engelske dronning for at aflevere sine akkreditiver (fuldmagtskrivelse fra Danmarks Dronning til det engelske statsoverhoved).

Lars Thuesen har haft sin skolegang på Sortebakkeskolen og på Vesthimmerlands Gymnasium, og efter sin studentereksamen valgte han at tage et sabbatår, hvor han i otte måneder sammen med en kammerat vagabonderede rundt i Canada, USA og Mexico, en tur på 25.000 km. på landevejene. Det var en rejse, som Nørager Avis efterfølgende bragte en udførlig omtale af.
Efter denne oplevelse tog Lars Thuesen de næste 4-5 måneder et job på Nørager Trælasthandel, hvor han også tidligere havde arbejdet i sine ferier. Her kunne han tjene lidt penge, inden han påbegyndte et studium i statskundskab på Aarhus Universitet.
Efter fire års studium i Aarhus fik han et stipendium til University of Massachusetts nær Boston, hvor han fik et fantastisk år med bl.a. journalistik og international politik. I bogen ”Herfra min verden går” af Søren Christensen, Nørager (udgivet i 2009) fortæller Lars Thuesen bl.a.:
”Jeg har hele tiden haft blikket rettet mod Udenrigsministeriet, men der var en stor konkurrence om jobbene. Det er ikke unormalt med op til 1000 ansøgninger på et opslag. Da jeg vidste, at arbejdsophold i udlandet talte i den rigtige retning, søgte jeg et midlertidigt job for studerende i Europa Parlamentet i Luxembourg og fik det i 1986.”
Lars Thuesen fik jobbet forlænget i flere omgange, men da han manglede at færdiggøre sit speciale på universitet, besluttede han tage hjem og gøre det færdigt. Da der så blev opslået en stilling i Udenrigsministeriet, søgte han den og fik den, selvom han manglede 3-4 måneder i at være færdig på universitet. I 1987 startede Lars Thuesen så i Udenrigsministeriet, og talrige opgaver er det blevet til. Den første opgave var en stilling som souschef på den danske ambassade i Mexico, og under dette ophold var han i fire måneder udlånt til den danske FN-mission i New York.
Lars Thuesen fik en hel ekstra ”gevinst” ud af sit ophold i Mexico, idet han her fandt sin kommende kone. Efter at være vendt tilbage til Danmark blev Lars Thuesen chef for ministeriets ”borgerservice og kriseberedskab”, og i 2005 blev han udnævnt til Danmarks ambassadør i Spanien i 2005.
I den forbindelse med denne udnævnelse bad Søren Christensen om en udtalelse fra daværende udenrigsminister Per Stig Møller, som til bogen ”Herfra min verden går” gav en meget positiv skildring af den måde, som Lars Thuesen arbejdede på. I sin udtalelse sagde udenrigsministeren bl.a.: ”Han foremkommer uundværlig, men man skal jo ikke straffes, fordi man gør et fremragende arbejde. Derfor har han fået sit ønske opfyldt og er fra efteråret 2009 Danmarks ambassadør i Spanien.”
Stillingen i Spanien var egentligt beregnet til en 3-årig periode, men allerede efter to år blev Lars Thuesen kaldt hjem for at overtage en direktørstilling i Udenrigsministeriet, og nu er han så altså blev ambassadør i England.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 43 2024

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024