Søndagens tekst til Mariæ bebudelse.
At vente sig. Forventning. At bære noget i det skjulte. At noget er på vej. Det passer til foråret. Noget er på vej. Naturen er på vej ud af sin dvale. Fuglene synger på ny i morgengryet og aftenskumringen.
Maria får i søndagens tekst at vide, at noget særligt er på vej til hende. Noget livsomvæltende er på vej. Et barn. Og hun tager imod det, uden at vide hvad, det er hun tager imod og går ind til. De færreste af os ved, hvad det er for et barn, vi skal til at tage imod, når vi går og venter os. Vi kan naturligvis se på forældrene og håber at kunne genkende nogle træk hos barnet. Men det er noget nyt, der er på vej. Intet bliver som før. Og man bevæger sig ind i ukendt land; et land fyldt med håb, bekymringer, ængstelse, smil, alvor, stolthed, samhørighed, opdragelse, kærlighed.
Glæde kan vokse sig stor. Glæde over foråret. Over at noget nyt er på vej. Det er måske bare en lille pirrende fornemmelse i maven. Siden vokser glæden. Den får sit udtryk, smil om læben. Spil i øjnene. Og til sidst må den ud enten i form af små dansetrin eller sang.
Dagens evangelium er fortællingen om at Guds kærlighed og frelser skal vokse frem i verden. I form af et lille barn. Gud, som er i det skjulte vil vokse frem i verden. Vil komme til syne i verden i mennesket Jesus Kristus. I Johannes’ brev beskrives det sådan her: ’Det ord der giver liv, har været fra begyndelsen. VI har hørt det, vi har set det med vores egne øjne, og vi har rørt det med vores hænder.’
Det er hvad bebudelsen handler om: Gud bliver tydelig. Gud vokser frem. Gud kommer til syne. Han kan høres, han kan ses, han kan røres.
Derfor blev han menneske. Et menneske, som først voksede sig stort i sin mor Maria. Som voksede op i en almindelig familie lidt i det skjulte. Til han var vokset sig ikke bare stor, men voksen. Voksen nok til at påtage sig opgaven med at lade Gud vokse frem. Voksede frem i fortællinger om Guds rige, i det han mødte mennesker med tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed frem for bedømmelse og fordømmelse.
Det er det guddommelige mirakel at noget kan vokse i det skjulte og finde vej ud til mennesker. Det er det guddommelige mirakel, at Gud selv voksede i det skjulte hos Maria og fandt vej ud til mennesker. Gud, som voksede først i det skjulte, siden i al evighed.
Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat.
