Den salvede frelser
Søndagens tekst, Palmesøndag, Mark 14,3-9
Palmesøndag har sit navn efter evangeliernes fortælling om, at da Jesus kommer ridende ind i Jerusalem på et æsel i begyndelsen af påskeugen, møder skarerne ham med palmegrene, som de vifter med og strør på vejen, mens de råber ”Hosianna”, dvs. ”frels”, fordi de tror, at han er den ventede konge, der skal befri Israelitterne.
Denne ventede frelserkonge kaldes også Messias (på græsk Kristus), ”den salvede”, for på den tid var det skik at salve kongen, når han skulle bestige tronen. Man salvede også mennesker på andre tidspunkt, fx til begravelser – jf. katolikkernes ’sidste olie’.
På søndag hører vi, at Jesus op til påsken bliver salvet af en kvinde; ikke til tronbestigelsen som konge, men til sin død langfredag, som påskemorgen viser sig at være til frelse for verden, fordi Jesus ved at gå ind i døden i kærlighed besejrer den.
Tre af de fire evangelier er enige om, at kvinden kommer med salven i en krukke af alabaster. Derfor kan man på søndag vælge at synge Grundtvigs salme ”Med sin alabasterkrukke” (DDS 151), som egentlig er digtet over Lukas’ beretning om salvingen, der læses 11. s. e. trinitatis. Men salmen er god til palmesøndag, for den slutter i en smuk og inderlig bøn til Jesus. Ord, som vi kan gøre til vores, så vi går påskens glædelige budskab i møde med en bøn om, at den nåde, Gud viser ved at hengive sin egen søn på korset for vores synders skyld, også må gælde os og oplive kærligheden i os:
Mine synder, dine domme,
bundløst dyb at tænke på!
Lad din nåde til dem komme
og i dybde overgå!
Når af den jeg er oplivet,
jeg, hvem meget er tilgivet,
elske vil dig evig ømt.
Kristoffer Garne, sognepræst i Aarestrup og Haverslev
