Måltidet til minde om Jesus
Torsdagens tekst, Skærtorsdag, 1. Korintherbrev kap. 11, v. 23-.26
Skærtorsdag hører vi den ældste overlevering om den kristne nadver fra Paulus’ Første Korintherbrev. Her omtales menighedens nadverfejring som sammenkomst og Herrens måltid. Paulus kritiserer sammenkomsten, der skulle være udtryk for et kærlighedens fællesskab mellem mennesker, men ikke er det, fordi nogle spiser umådeholdent, mens andre slet ikke kommer til. Derfor bliver nadveren i tidens løb til et symbolsk måltid, så maden ikke skal tage fokus fra det, man samles om.
Paulus skriver også, at ”hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”. Ved nadveren skal vi altså huske på, at Jesus døde for os. Det er derfor, at historien om nadveren foregår skærtorsdag – aftenen inden korsfæstelsen – fordi dette fællesskabsmåltid og Jesu død hænger sammen. Kirken er slet og ret det fællesskab, der samles for at mindes Jesu død og dens betydning.
Det gamle danske ord ’ihukommelse’, som lyder ved nadverens indstiftelse, betyder noget i retning af erindring eller at huske på. Og den kristne tro er, at når vi kommer Jesus i hu, så er han, der døde, men opstod, til stede i blandt os, sådan som vi synger om det i nadversalmerne, fx dette vers af Grundtvig (DDS 455,3):
Når da om dit nadverbord
trindt og tæt vi tage sæde,
med den tro, at i dit ord
du er sandelig til stede,
mindet gløder i vort bryst,
har på tungen englerøst.
Jesus indstiftede nadveren, for at vi i brødet og vinen, som er hans kød og blod, skulle have et synligt tegn på, at han altid ville være med os, og at alt det, der skete i påsken: hans død og opstandelse, skete for vores skyld.
Kristoffer Garne, Sognepræst i Aarestrup og Haverslev
