onsdag, oktober 30, 2024

stationsskilt kom hjem igen

Stationsskilt kom hjem igen

Ved Nørager Borger- og håndværkerforenings Sankt Hans fest, hvor man også markerede byens 125 år jubilæum som stationsby, havde Knud Nørgaard fra Ravnkilde medbragt en gedigen overraskelse. Han overrakte nemlig det gamle stationsskilt til foreningens formand Sussi Lem og lederen af Lokalhistorisk Arkiv Kristen Stagstrup.

“Jeg har ikke boet på egnen så mange år, at jeg har stået på toget i Nørager, men jeg har til gengæld kørt med toget gennem Nørager masser af gange og har siddet ved vinduet og kigget ud på stationen. Toget holdt altid i Nørager, og der var som regel altid passagerer, der stod på eller af. Jeg har kørt med toget, når vi var på skoleudflugt, på lejrtur med FDF, eller når vi skulle besøge familien på Fyn. Vi stod som regel på toget i Vindblæs, men enkelte gange også i Løgstør. Fra Vindblæs lå stationerne som perler på en snor. Først Gatten og Hornum og så Års, hvor der som regel også holdt en skinnebus til Hvalpsund eller Aalborg. Fra Års var det Østrup og Øster Bølle inden vi nåede frem til Ålestrup, hvor der skulle krydses med nordgående tog, og hvor der de første år også holdt tog til Viborg. Efter Ålestrup fulgte Simested og et lille trinbræt ved Thorup, der havde navnet Boldrup, fordi der fandtes en station ved navn Thorup et andet sted i Danmark. Så kom Nørager, hvor der altid var noget at kigge på, og hvor stationsmesteren gav tegn til afgang. Efter Nørager fulgte et trinbræt ved Grynderup, og hvor toget holdt tværs over Bratbjergvej, hvis der var passagerer, der skulle af eller på. Herefter var det Store Rørbæk, hvor stationen lå lidt ensomt uden for byen. Næste station var Døstrup, før man nåede frem til perron 3 i Hobro. Her skulle vi så skifte til eksprestog videre sydpå. Det var på togturen eventyret begyndte, når vi skulle ud i verden,” fortalte Knud Nørgaard.

Efter overrækkelsen fortalte Knud Nørgaard om, hvordan det var gået til, at skiltet var havnet hos ham. “For en 20-25 år siden havde Nørager Kommune et projekt ”Ung i arbejde”, hvor en flok unge mennesker var blevet sat til at rydde op omkring stationsbygningen og bl.a. fjerne buske og selvsået bevoksning på perronsiden. Murværket skulle også renses og fikses lidt op. En af de unge kom en aften til mig og spurgte, om jeg var interesseret i stationsskiltet, for det skulle bare pilles ned og smides i containeren. Han havde før besøgt os, og vidste at jeg havde en del jernbaneeffekter. Jeg sagde, at det må I endelig ikke smide væk, og dagen efter kom han med skiltet.
Sådan er det gået til, at jeg har haft det liggende i de mange år. Nu er det kommet hjem, og jeg håber, I vil finde et passende sted at hænge det op. Pas godt på det. Det er unikt. Der findes kun det ene,” aflutter Knud Nørgaard.

Lokalhistorisk Arkiv og Nørager Borger- og Håndværkerforening arbejder nu på at finde et passende sted til skiltet.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 43 2024

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024