Hobro Friplejehjem er beliggende i det nye boligområdet ”Kirketerp” i Hobro Nord.
Et friplejehjem er et selvstændigt plejehjem med egen bestyrelse og eget personale uafhængig af kommunal styring.
Der er ansat en forstander, Susanne Gerberg Madsen, der har mangeårig erfaring inden for ældreområdet.
Hobro Friplejehjem er et moderne plejehjem med store lyse torumsboliger, alle med stort bad, tekøkken og udgang til egen terrasse.
Fællesrum er indrettet med gårdhave i centrum og hyggelige opholdsrum og spisefaciliteter.
Maden tilberedes i stedets eget køkken med friske råvarer, og der vil være mulighed for at deltage i daglivets aktiviteter som madlavning, pasning af husdyr, fysisk træning og udendørsliv i Friplejehjemmets fantastiske udenoms arealer, hvor der bl.a. er planlagt en sansehave.
Ideer og muligheder er utallige og tilpasses efter beboernes ønsker og behov.
Hobro friplejehjem er et sted hvor livet leves med fokus på trivsel for såvel beboere som ansatte. Friplejehjem bliver mere og mere populære og er et godt supplement til de kommunale tilbud.
Jørgen Pontoppidan, der er formand for bestyrelsen fortæller; Som præst har jeg igennem mere end 35 år haft min gang på diverse plejehjem og det er mit klare indtryk at overskuelighed, mangfoldighed, omsorg, nærvær og tillid er nøglebegreber for et godt plejehjem. Jeg har været med til oprettelse af de to friplejehjem i Klejtrup, hvor jeg er næstformand, og ser nu frem til åbningen af friplejehjem i Hobro.
De første beboere flytter ind den 4. februar og vi satser på at Friplejehjemmet er fyldt op i løbet af det næste halve år. Der er plads til såvel enlige som par, og også beboere fra andre kommuner er velkomne
Det har kostet 47 millioner kr. at opføre Friplejehjemmet. Et supermoderne plejehjem til områdets ældre og en ”gave” til kommunen i form af sparede anlægsudgifter.