Palmesøndag 2019 (14. april 2019)
Vi kender vel alle historien efterhånden. Om Jesus, der rejser til Jerusalem for at deltage i påskefejringen. Om indtoget i Jerusalem, hvor den forventede konge og kriger kommer ridende på et æsel – et usselt trækdyr. Men i stedet for at blive forargede over kongens ydmygelse af sig selv, ja, så nikker vi viist, for vi kender jo historien. Vi ved, at det var forudsagt i Zakarias’ Bog, så sådan må det naturligvis være. Men, og der er et men: Det er jo kun fordi vi ved, hvordan historien ender, at vi tager det så roligt. Det er kun fordi, vi ved, at Jesus er Guds Søn og at alt nok skal blive godt.
Israelitterne havde jo forventet en konge, en kriger, en befrier. Én, der kunne redde dem fra romernes tyngende åg. Og nu kommer den forventede, men han opfører sig helt bagvendt! Hvis han blot ville gøre opråb, ja, så ville folkene slutte op bag ham og smide romerne på porten, og så kunne alt blive som i de gode gamle dage med en israelitisk konge, endda af Davids egen slægt!
Men han ydmyger sig. Fra første skridt ind i Jerusalem forvirrer han dem, kaster deres forestillinger til jorden og fortæller dem, at verden ikke altid er, som vi mennesker regner med. Verden bør være på en anden måde, fortæller han dem. Han har faktisk allerede brugt tre år på at beskrive præcis hvordan. Alligevel hylder de ham nu som konge med magt og ære. Men han falder på knæ foran dem; siger at han er en tjener; ja, han vasker endda deres fødder. Mere ydmygt kan det ikke blive.
Jesus gør det for at vise os en ny verden. En ny måde at se på mennesker. En ny måde at behandle hinanden på. Som ligeværdige uanset hvem og hvordan vi er. Han vender verden på hovedet og beder os elske vores fjender; bede for dem, der forfølger os; være næste for hinanden; de rige skal bortgive deres rigdom; de fattige i ånden er salige.
Det ved vi godt, men som sædvanligt har vi ikke forstået, at det også gælder os selv!
Vi hylder stadigvæk de rige, de stærke, de mægtige, de sunde og raske og dem, med noget mellem ørene. Vi deler os stadigvæk op i fraktioner, frygter de fremmede og afskyer dem, der har en anden holdning end os selv. Vi har glemt, at Jesus sagde til os, at vi skal behandle alle som vores næste, og elske vores næste som os selv.
Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.
Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat.
