Det ser skidt ud, men så dukker noget op af asken
Sådan er det med nyt håb, der kan spire frem som foråret spirer midt i en dårlig situation. Som med fuglen Føniks opstigen af asken og som det franske nationalsymbol, domkirken Notre Dame, hvor det ikke gik så galt som først antaget. Men nærmest paradoksalt nok samtidig forløser ulykken med ildebranden sammenhold og fornyet styrke til franskmændene med det, som kirken står for.
Vi hører evangeliet til 1. søndag efter påske, at ”De sad bag lukkede døre af frygt for jøderne”. De, disciplene, var bange. Skulle det gå dem som Jesus?
Som mennesker kan vi på nogle områder være i en situation, hvor vi synes at have brug for hjælp fra uventet kant – næsten ligesom at have brug for et mirakel. Sådan havde disciplene det påskedags aften den første dag i ugen; de var sammen for at holde krisemøde, for der var stor ballade og problemer: graven var tom, og det var romerne meget lidt interesserede i, at den var; og ligeså de ledende jøder. Hvad skulle disciplene tænke og gøre? De var i en frygtfyldt situation, i en klemme, i en skruestik – i et personligt dilemma. Hvad skulle de gøre?
Dér i deres nedslåede situation – havde de fundet et relativt stille og sikkert sted for romerne og jøderne, de har nok ikke sagt så meget i et stykke tid, og da lyder det midt i denne knugede stemning og tavshed til dem: Fred være med jer. De kendte stemmen og vidste straks hvem det var. Det var Jesus, deres Herre, han stod der lyslevende foran dem og rakte sine hænder frem med naglemærkerne i håndleddet og stedet i sin side fra spydstykket der fra korsfæstelsen. Der kom sandelig hjælp fra uventet kant; og der kom bevægelse i deres situation; de blev overraskede, hvem gik lige og regnede med Jesus denne dag.
– Da blev de glade, super mega meget glade, fordi de så Herren.
Vi kan nogle gange godt se, at andre har fundet og fået noget fra Gud – men hvad med mig, tænker eller føler vi.
Thomas var der ikke, men han fik lidt ekstra opmærksomhed, for at han også skulle kunne tro, som Gud nogle gange kan give et menneske.
»Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.
Det var et tegn. Kraftigt og stærkt. Men alligevel og stadig et spørgsmål om at turde stole på det.
Tag imod de tegn, du får givet, de fugle Føniks, du ser, så det fører til reetablering af en god gudstro. Jesus til Thomas: ”Vær ikke vantro, men troende”.
Helge Maagaard
Sognepræst i Sønderup-Suldrup pastorat
