fredag, december 27, 2024

Den store bog om Nørager i 2018 Søren Christensens nye bogværk trak fulde huse

 

Den store sal i Nøragers gamle genåbnede kro var helt fyldt, da der for nylig blev holdt reception for bogen ’Nørager 2018’.

Det store flotte værk er skrevet af den lokale himmerlandske ildsjæl, Søren Christensen, som også har begået en del andre bøger om egnens personer, steder og begivenheder.
Bogen er udgivet af Nørager Borger- og Håndværkerforening, og det var da også foreningens formand, Sussi Lem, der åbnede receptionen, hvor hun bl.a. takkede Søren Christensen for sit store, ihærdige arbejde med at lave dette øjebliksbillede af Nørager.
Efter håndtryk og blomsteroverrækning, fortalte forfatteren om baggrunden for og arbejdet med bogen. Bogen fortæller i ord og billeder om de personer, virksomheder, foreninger osv. som i 2018 tegner Nørager, og de mange lokale tilhørere lyttede intenst til Sørens fortælling. Søren Christensen kunne bl.a. fortælle, at det ikke er tilfældigt, at han har skrevet bogen i netop 2018, men at dette skyldes, at det er 125-året for jernbanens ankomst til Nørager og dermed for byens opståen.
Søren Christensen takkede også de mange personer, virksomheder m.m., der har været med til at muliggøre bogens udgivelse – både ved at stille op til interviews og fotografering og ved at have doneret penge til produktionen. Bogudgivelsen er således støttet af Sparekassen Hobro Fonden, Nørager-Rørbæk Lokalråd, Højtalerfabrikken Dali, Nørager Mejeri, Portspecialisten og Volstrup Golfcenter og Fiskepark.
Borgerforeningens formand, Sussi Lem, fik i løbet af aftenen således overrakt en check på 25.000 kroner af Poul Søndberg fra Sparekassen Hobro Fonden som støtte til udgivelsen.
Søren Christensen fik mange rosende ord fra salen, og bl.a. Erik Ugilt Hansen, Volstrup, takkede for Sørens store ihærdige arbejde for lokalområdet; der findes nok heller ikke mange foreninger i området, der ikke på et eller andet tidspunkt, har fået bistand af Søren Christensen i forbindelse med en fondsansøgning.
Resten af aftenen havde forfatteren travlt med at signere sit bogværk, som de mange deltagere stod i kø for at købe.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 52 2024

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024