Cohen i Durup kirke
Onsdag den 11. september kan du opleve Karsten Holm og Cohen Trioen i Durup kirke med koncertforedraget ”Cohen i kirken” .
Mange af Leonard Cohens sange er moderne klassikere og den canadiske digter og sangskrivers poetiske univers en del af mange menneskers kulturelle rygsæk. Hans sange er fortolket af utallige andre kunstnere, og med ”Cohen i kirken” får publikum en ny oplevelse. Karsten Holm og Cohen Trioen fortolker den store mesters sange i en koncertfortælling, hvor poesien flyder frit, og hvor Cohens musik får tilført nye dimensioner.
Det er sange som ”Bird On The Wire”, ”First We Take Manhattan”, ”Tower of Songs”, ”So Long Marianne”, ”Everybody Knows”, ”I’m Your Man” – og mange flere. Sangene kittes sammen af Cohens egne citater og digte, og der er også plads til anekdoter og fortællinger om manden og hans liv.
Fakta om ”Cohen i kirken”. I 2013 lancerede sangeren Karsten Holm og tre musikerkolleger koncertfortællingen ”Cash i kirken”- en koncertfortælling om Johnny Cash. Den storhittede i landets kirker, forsamlingshuse og kultursteder. I januar 2017 havde Karsten Holm og bandet bag ”Cash i kirken” premiere på ”Cohen i kirken”, der i løbet af kort tid opnåede stor efterspørgsel.
Karsten Holm & Cohen Trioen består af: Karsten Holm, vokal og guitar, Bjørn Bønne Petersen, kontrabas og kor, Martin Blom, diverse guitarer og kor, Knud Erik Fuddi Steengaard, violin og kor