torsdag, oktober 31, 2024

Byråd har afsat 9 mio. til ny børnehave i Nørager

De gamle bygninger fra 1962 har været præget af rotter og huller i taget

Byrådet i Rebild Kommune har på sit flerårige budget afsat 9 mio. kr. til en ny børnehave i Nørager i 2021.

Børnehavens leder, Jesper Johansen, er her fotograferet foran den eksisterende børnehave ”Regnbuen”, som formentligt om to år er udskiftet med nye bygninger.

Det er en sag, der startede allerede sidste år ved, at Venstre på initiativ af Jeppe Ugilt Hansen fik afsat 1,9 mio. kr. som første skridt hen mod en etablering af en ny børnehave i 2022, og det er denne bevilling, der nu er øget til 9 mio. kr. samtidig med, at projektet er rykket et år frem.
Det er en beslutning, der vækker glæde i Nørager, specielt naturligvis hos børneforældrene og de ansatte i børnehaven, som i efterhånden en del år har fungeret under besværlige forhold. Fra både forældre og fra medarbejdere i børnehaven har man således gennem flere år gjort opmærksom på behovet for en ny børnehave.
Den nuværende børnehave, Regnbuen, har nemlig til huse i to tidligere lærerboliger fra 1962, der er bygget sammen. Allerede for 5 år siden var der problemer med bygningens kvalitet, da det begyndte at regne ind gennem taget, og børnehaven måtte lukkes i et par måneder. Skaderne blev udbedret, men der har været enighed om, at det ikke vil være økonomisk hensigtsmæssigt at investere yderligere i de eksisterende bygninger.
Der er ikke truffet beslutning om under hvilken form, den nye børnehave skal etableres. Nogle har talt for en bygning i tilknytning til Sortebakkeskolen, medens andre har peget på en ny børnehave på den plads, hvor børnehaven i dag har til huse.
Det er ikke udformningen af de nuværende bygninger, der volder kvaler, men alene deres kvalitet, mener børnehavens leder, Jesper Johansen, der i bogen ”Nørager 2018”, som udkom tidligere i år, har udtalt: ”De tidligere lærerboliger er bygget sammen på kryds og tværs, og det er vi faktisk begejstrede for. Vi har faktisk det, som ingen andre har, nemlig mange små rum, og det er rigtigt godt for børnene at have nogle steder, de kan gå hen enten for at være sig selv, eller hvor de kan indgå i en lille gruppe sammen med nogle voksne.”
Jesper Johansen kunne dengang afsløre, at Rebild Kommune sammen med en ekstern rådgiver har undersøgt mulighederne for en renovering og energiforbedring af de gamle huse, og konklusionerne er, at det ikke vil være lønsomt.
”Men skal vi have noget nyt, så håber vi meget på, at vi kan få lov til fortsat at få bygninger med mange små rum,” udtalte Jesper Johansen ved den lejlighed, og han fortsatte: ”Spørger man vore forældre, så har de gjort det meget klart, at de ønsker huse 100 meter inde på græsmarken ved legepladsen.”
Det hænger sammen med, at den eksisterende børnehave har en helt unik tumle- og legeplads samt en fantastisk omgivende natur. ”Vi har både en almindelig legeplads, og så har vi et kæmpestort naturområde, hvor vi kan lave en hel masse. Og så har vi både skov og bæk og alt muligt tæt på. Det betyder, at vi stort set hver dag har en gruppe ude i den her fantastiske natur, som vi er omgivet,” fortæller Jesper Johansen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler