At gå med håb i en krisetid!
Af Anna Margrethe Saxild, Sognepræst i Aarestrup og Haverslev
Ordet krise stammer fra græsk og betyder afgørelse eller dom. I en krise er tingene ude af kontrol, man har oftest ikke den store indflydelse på, hvad der sker og er på den måde afhængig af en dom udefra. I kølvandet på en krise kommer en forandring, en ny tilstand, som bliver den nye virkelighed, man skal leve i.
Vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå kriser – men når de kommer over os, bliver vi tvunget til at bruge alle kræfter på at komme til rette med krisen og dens konsekvenser, sådan er det med alle kriser, men for den enkelte er det naturligvis sværest med den personlige krise.
Søndagens fortællingen handler om en fars krise, fordi hans søn er døende. Som far, som menneske, stod han over for Guds søn – som far og menneske hørte han Jesu ord og gik hjem. Han ville sikkert gerne have haft større vished at gå hjem med, et bevis, en garanti – men han fik ikke andet end Guds ord og det måtte han gå med, fyldt af frygt og bæven for, om det rakte. For kærligheden tør ikke andet end at sætte sin lid til, at Gud kan mere, end vi kan og at han holder os oppe, når vi ikke selv kan.
Embedsmandens søn beholdt sit liv. Hans far gik hjem i tillid til Guds ord. Andet kan vi heller ikke gøre. Gud er også hos de børn, der dør af sult og sygdom og hos krigens ofte. Gud er også hos os, når vi er krøllede sammen i angst for at miste eller i sorg, når det er sket. Det må vi håbe og tro på i kærlighedens navn, hvis vi skal holde ud at være til.
At tro kræver, at vi giver slip på vore egne forestillinger om, hvad Gud er for noget. At vi for os selv indrømmer vor egen uvidenhed og angst for det, vi ikke forstår. At vi tør bliver til grin, fordi vi tror på noget, vi ikke ved, hvad er. At vi har modet til turde lade tilliden til Gud være en del af hverdagen på trods af de kriser, vi oplever eller som truer. Så enkelt – og dog så svært – er det både for kongelige embedsmænd og alle os andre.
Om det at turde, uden at vide sig sikker, vil jeg slutte med at citere et lille rim af Piet Hein:
At ville gå på vand og luft
er galmandsværk og ufornuft,
sier folk, som ikke tør det.
Men den som blæser på om man
kan gå på luft og vand, han kan –
såfremt han bare gør det!
