Første søndag i advent er sådan en speciel tid. Fra nu af er der ingen, der kigger skævt til julepynten og lyskæderne. For nu er det jul! Nu skal der julehygges. Vi skal tænde lys, pakke adventsgaver op, se tv-julekalendere, drikke glögg og spise æbleskiver, slik og konfekt i lange baner. Nu er det jul!
Sådan tænker mange i hvert fald. Men fra gammel tid er advent ikke jul. Advent er tiden, hvor vi venter, ja fra gammel tid er advent faktisk en fasteperiode – deraf den lille liturgiske farve i denne tid. Dengang afstod man fra mange forskellige ting fra første søndag i advent og indtil julenat.
For først med Jesusbarnets fødsel begynder julen, der til gengæld varer frem til Helligtrekongersaften i januar. Hvis vi vendte tilbage til den tradition, var vi nok ikke trætte af julen allerede anden juledag.
Nej, advent er ikke en fejring af julen, advent er at vente på det, der kommer. Som Johannes Møllehave er digtet det så smukt: ”Adventstid i decemberkåbe, at leve er altid at vente og håbe. Håbet gør os forventningsspændte, at leve er altid at håbe og vente. Advent betyder gudsrigets komme, så ventetiden er ikke omme. Endnu er her mørke, endnu må vi sige ske din vilje, komme dit rige.”
For endnu lever vi i en ventetid, vi venter, som man ventede på Jesus Kristus, stadig på Gudsrigets komme, der med lys vil fortrænge mørket. For kun godhed kan fortrænge ondskab, og kun lys kan fortrænge mørke. ”Guds søn har besøgt os, og lige siden har mennesket levet i adventstiden. Lyset skal komme, og mørket skal vige, ske din vilje, komme dit rige!”
Må I få en god og velsignet adventstid!
Og nu vil jeg gå ud og drikke noget glögg…
Med venlige hilsener
Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat.
