”Ti stille!”, gjalder det ud over den store Per Kirkeby sal på Vesthimmerlands Museum.
Her står 26 elever fra 2. A på Aars Skole på en lang række iført veste, kasketter, kjoler og forklæder – påklædning som for 150 år siden. Manden, der råber, er lærer Kristoffersen, som også i det daglige hedder Kim Callesen, og arbejder som museumsunderviser på museet. Dagens undervisningsforløb er udviklet i forbindelse med 150 års byjubilæet i Aars, og giver eleverne mulighed for at tage med på en rejse tilbage i tiden. Og det har rigtig mange klasser benyttet sig af.
Når Kim Callesen tager de små runde briller på, som supplerer resten af hans tidstypiske påklædning med mørk jakke og vest, så ved eleverne, at han er forvandlet til lærer Kristoffersen – og at rollespillet er begyndt. Forud har eleverne alle fået udleveret navneskilte med nye navne så som Rasmine, Alfred, Wilhelm, Hulda og Niels. Niels er købmandens søn og skal derfor naturligvis sidde oppe foran sammen med præstens søn Karl.
Eleverne bliver kort introduceret til tiden, når de med lukkede øjne lytter til Kim, der levende fortæller, hvordan henholdsvis en pige og en dreng på ca. 8-9 år kunne leve for mere end 100 år siden. Levende billeder på nethinden om mus i sengehalmen, iskrystaller på dynen, snorken fra karlen eller køkkenpigen, der deles seng med, og en tissetrang, som undertrykkes, fordi det så er nødvendigt at gå uden for i det kolde vejr. Efterfølgende stiller eleverne efter ordre op på en lang række, mens den myndige lærer Kristoffersen understreger, at man hilser på ham ved at tage kasketten af og bukke, eller for pigernes vedkommende ved at neje, og i kor – højt og tydeligt – siger: ”God morgen lærer Kristoffersen”. Ved samme lejlighed inspiceres det, om alle har rene hænder og negle. Turen går derpå over i skolestuen, hvor tavle og griffel ligger klar, mens eleverne stiller op bag stolene og får besked på, at der skal synges morgensang. Sjældent har første vers af ”I Østen stiger solen på” lydt så smukt og højt ud i alle afkroge af museet. Da eleverne bagefter præsenteres for spanskrør og tampen af reb gispes der stille rundt ved bordene, og der er ingen tvivl om, at eleverne reflekterer over forskelle på den undervisning, de til dagligt modtager, og den lærer Kristoffersen praktiserer i 1870.
”Rollespil er en fantastisk måde at formidle historie på”, forklarer museumsunderviser Kim Callesen, som altid arbejder med at skabe sanselige og vedkommende oplevelser. ”En ting er, at høre om noget, men hvis du både har hørt om det og taget aktiv del, så skaber det et helt andet rum til refleksion”, understreger han. Og reflekteret det blev der blandt eleverne. Hvorfor skulle købmandens søn f.eks. sidde oppe foran? Og måtte man virkelig straffe børn med tamp og spanskrør? Når kasketterne, forklæderne og kjolerne atter er lagt på plads i kurvene, og lærer Kristoffersen er forvandlet til en mere blid museumsunderviser, så afrundes forløbet altid med plads til dialog, således at oplevelsen kan bundfælde sig. Og mon ikke de fleste børn trods alt var glade for at vende tilbage til 2020 og den noget anderledes undervisningsstil, der kendetegner nutiden?
