mandag, december 23, 2024

Erwachsen in Sachsen Æbletræ symboliserer venskabeligt jubilæum

Nyplantet æbletræ ved Ådalscenteret markerer 25 års venskab mellem Skørping/Rebild Kommuner og Gelenau

Et ungt æbletræ er blevet foræret til Rebild Kommune som symbol for 25-års jubilæet mellem kommunen og den tyske venskabsby Gelenau. Æbletræet er den 7. september blevet plantet af borgmester Leon Sebbelin og formand for venskabsbyarbejdsgruppen Jette Ulstrup foran Ådalscenteret i Støvring.
Gammelt venskab fejrer jubilæum
I slutningen af august måned 1995 fik daværende Skørping Kommune besøg af en delegation fra Gelenau, der ligger i den tyske delstat Sachsen. Anledningen var, at de to kommuner ønskede at indgå en venskabsbyaftale. I blandt delegations deltagere var Manfred Schneider, viceborgmester i Gelenau, der udviklede et nært venskab med daværende viceborgmester i Skørping Kommune Vagn Gaarde. Venskabet imellem de to, skulle vise sig at få en symbolsk værdi for venskabet mellem de to kommuner som i år kan fejre 25-års jubilæum. Symbolsk blev det også, da Manfred Schneider og hans kone i slutningen af august måned i år ankom til Rebild Kommune for at besøge deres gode venner Jette og Vagn Gaarde – og samtidig overrække borgmester Leon Sebbelin et æbletræ, som han straks lovede at finde et passende sted til.
Æbletræet slår rødder ved Ådalscenteret
Æbletræet som er blevet plantet af borgmester Leon Sebbelin og formand for venskabsbyarbejdsgruppen Jette Ulstrup, står nu og slår rødder foran Ådalscenteret i Støvring. Sidste år besøgte en gruppe fra Gelenau Ådalscenteret og var meget begejstrede for, hvad de så. Ældrecenterleder Gerda Holm Christensen, som glæder sig over det nye træ, garanterer at træet sammen med de bærbuske, der allerede vokser på stedet, kommer til at glæde beboerne på Ådalscenteret.
Den årlige adventstur til Gelenau gennemføres
Jubilæet mellem Rebild Kommune og Gelenau markeres også i forbindelse med årets tur til Gelenau. Rebild Kommunes venskabsbyarbejdsgruppe arrangerer hvert år en adventstur til Gelenau. Turen ligger altid i forbindelse med den tredje søndag i advent, i år den 11. til 14. december. Programmet i år vil naturligvis også bære præg af fejringen af 25-års jubilæet. Derudover bliver turen også præget af corona-restriktioner. Deltagere vil for eksempel blive bedt om at medbringe maske. Men på trods af masker, afstandsregler og håndsprit, regner arrangørerne med, at turen bliver mindst lige så vellykket, som den plejer at være. Især på grund af 25-års jubilæet.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 52 2024

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024