Jens Arne Christensen og hans hustru Birthe bor på en lille gård, midt imellem Nørager og Stenild. Ligesom alle andre minkavlere i landet, er de dybt berørte af corona-situationen og det efterfølgende påbud fra regereingen om at aflive alle deres dyr. ”Vi har flaget på halv siden påbudet kom” fortæller han.
Han købte for ca. 20 år siden ejendommen og den tilhørende minkfarm, hvor det var hans plan, at opdrætte mink på hobbybasis.
”Jeg havde i flere år hjulpet den tidligere ejer af gården med at passe markerne, og da hun besluttede at ville flytte til byen, blev vi enige om at, jeg kunne overtage gården. Der var en lille besætning af mink allerede, som jeg tænkte jeg kunne drive videre. Jeg arbejder som husbondafløser for omegnens landmænd, og en minkfarm kunne jeg sagtens passe ved siden af.”
Som årene gik udvidede Jens Arne og Birthe løbende besætningen, og Birthe overtog den daglige pasning af mink. Birthe fortæller ”Jens Arne arbejdede meget i højsæsonerne, og jeg begyndte derfor at passe gård og dyr. Vores mink besætning har de sidste år været på ca. 1.100 avlsdyr fordelt på ca. 850 hunner og resten hanner. Det er nok til at jeg kan holde min egen løn hjemme ved at passe dem.”
Besætning
”Den nuværende besætning er fra 2017. Her satsede vi stort og købte ind af flotte kvalitetsdyr.” fortæller Niels Arne og fortsætter: ”Vores bankmand sagde: køb nu de rigtige første gang, så I er sikre på at have en god besætning der giver gode skind. I 2019 var dyrene ved at være i den rigtige stand, og de er dygtige til at lave reder passe deres unger. Så det var nu her i 2020 sæsonen vi regnede med at kunne høste frugten af de sidste 3 års avlsarbejde”
Både Jens Arne og Birthe fortæller at forårsperioden ved minkene er den bedste tid. ”I april måned når de får unger, så er der ikke noget bedre end at gå blandt de nye mødre og kigge til unger. Fornemmelsen af nyt liv er helt ubeskriveligt. Hver mink får ca. 5 – 6 unger og med 850 nybagte mødre er der nok at kigge til” smiler Birthe.
Men så kom der bud fra regeringen om at alle mink, også de raske skulle aflives. Jens Arne og Birthe kigger på hinanden og ind i de lange smalle minkstalde. Birthe forklarer: ”Den her ende er allerede slagtet.” Hun peger på 5 – 6 lange rækker af stalde.” Vi har kun vores forældre dyr tilbage, dem vi har passet og plejet de sidste 3 år. Dem slagter vi i dag. Så er det slut.”
Jens Arne fortsætter: ”det er ikke kun økonomien i det, det er galt nok at vores sidste 3 års investeringer er spildte. Men at aflive alle vores avlsdyr er helt forfærdeligt og meningsløst. Det kan godt være vi må starte igen i 2022, men hvor skal vi skaffe nye avlsdyr fra, hele landet er jo ryddet.”
Jens Arne vil ikke have mink længere. Det hårde arbejde, med at lave gode avlsdyr for blot at miste det ved et pennestrøg fra regeringens side er alt for hårdt. Birthe, der har stået for den daglige pasning, må ud på arbejdsmarkedet og få et lønmodtagerjob.
”Når vi har ryddet staldene og rengjort, så er min plan at rykke alle bygningerne ned. Vi orker ikke at gå og kigge på dem. Så sår jeg græs i det hele og lader vores kødkvæg indtage stykket i stedet for,” afslutter Jens Arne trist.
