lørdag, december 21, 2024

Referat fra byrådsmøde den 18. november 2020

Holger Pedersen (C)

Som opfølgning på ØK-sagen om udformningen af udstykningen på Banevænget i Nørager, har forvaltningen efterfølgende meddelt, at politiet kræver vendeplads i begge sider, hvis vejen ikke føres rundt. Herefter er det besluttet, at udstykningen færdiggøres som i den oprindelige lokalplan. De 5 nye grunde sættes i budrunde på Kommunens hjemmeside mangegodegrunde.dk den 14. december med budfrist den 13. januar.
Der har været diskussion om, hvorvidt man af hensyn til de erhvervsdrivende skulle udvide åbningstiderne på genbrugspladserne. Udvidelse med bare 2 timer fra kl 9 til kl 11 vil fordoble prisen for at aflevere erhvervsaffald, fordi pladserne skal bemandes. Forvaltningens indstilling er herefter, at man ikke skal ændre på åbningstiderne. Det er også det indtryk, som vi politikere har fået efter samtaler med flere erhvervsdrivende. Fastholdelse af nuværende åbningstider og priser blev enstemmigt godkendt.
Dele af punktet om detailhandelsafsnittet i Kommuneplan 2021 blev udsat på sidste møde. Dels hvorvidt der skal åbnes mulighed for en detailhandelsbutik i Støvring syd, og dels hvorvidt der skal ske indsnævring af afgrænsninger for detailhandlen Støvring og Skørping. Et enigt byråd besluttede at sende planen i høring således, at der ikke åbnes mulighed for detailhandel i Støvring Syd, og at afgrænsningerne i Støvring indstilles som de foreligger, dog med 3 års frist for genudlejning af erhvervslokaler uden for det nye område, gældende fra den dato hvor kommuneplanen vedtages, og at afgrænsningerne i Skørping ikke ændres.
Til Kommuneplan 2021 skal det udlægges nye arealer til boligjord og erhvervsjord. Da der er loft over hvor meget jord der må være udlagt uden bebyggelse, må kommunen nøje vurdere hvor det bliver behov i de nærmeste år. Der udlægges mere erhvervsjord i Haverslev, Terndrup og Støvring. Boligjord udlægges i Bælum, Skørping og Støvring. De største udlæg sker i Støvring både til boliger og erhverv. Der var politisk uenighed om hvilke arealer der skal udlægges i Støvring. Et mindretal med C, DF og S (excl. Morten Lem) ønsker matrikel nr. 1.dv Ådalshøj med i puljen. Hele sagen kan læses under punkt 133 i Byrådets dagsorden.
Der er udarbejdet et lokalplanforslag for et nyt boligområde ved Nøragervej i Nørager. Planen som kan ses under punkt 135 indeholder 13 attraktive byggegrunde. Planen blev sendt i 8 ugers høring.
I forbindelse med nedlægning af renseanlæggene i Aars, Nørager, Haverslev og Stenild skal der bygges nye pumpestationer og pumpeledninger frem til Mariager Fjord Kommune. Spildevandet føres her videre til renseanlægget nord for Hadsund, hvorefter det rensede vand ledes ud i Kattegat. Planen har været i høring i 8 uger. Der er ikke indkommet indsigelser, og planen blev vedtaget.
Der er søgt om, at placering af et Friplejehjem i Støvring Syd indgår i lokalplanlægningen. Der var en lang debat for og imod friplejehjem i almindelighed. Kommunen kan ikke forhindre etablering af et friplejehjem, men udsætte behandlingen af sagen. Et flertal bestående af C, V og Tommy Degn godkendte, at sagen indgår i planprioriteringen. B, S og SF ønskede at afvente dispositionsplan syd.
På sidste byrådsmøde blev det vedtaget, at der skulle udarbejdes en tidslinje for Skydebanesagen. Sagen rejses fordi den arbejdsgruppe, som skal arbejde med placering af skydebane er kørt fast. Det blev besluttet at: ”Udfaldet af retssagen afventes”. For denne beslutning stemte C, DF, S ( undtagen Bruno Nielsen), Leon Sebbelin og Per Vilsbøl.
Haverslevhallen har søgt om kommunegaranti på 190.625 kr. til etablering af energibesparelsesprojekt med nyt LED belysningsanlæg. Ansøgning blev godkendt.
Der er udarbejdet en samarbejdsaftale mellem Nørager Friplejehjem og Rebild Kommune. Aftalen blev ligeledes godkendt.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024